Det er sidste chance, hvis du skal søge om en plads på KMD Graduate-programmet i år. Mød her tre af de nuværende graduates, som har haft stor glæde af de sociale aspekter i programmet.
De har forskellige uddannelser i bagagen og kommer fra forskellige steder i landet. Men efter et halvt år som KMD Graduates er det tydeligt, at der er en fortrolighed og god kemi mellem Jimmi, Morten og Robin, da de ankommer sammen til en snak om Graduate-programmet til denne artikel.
Jimmi Rechnagel Nielsen er tilknyttet projektledersporet på KMD Graduate-programmet, mens Morten Andersen og Robin Veljanoski begge er SAP Graduates. Mens Jimmi Rechnagel Nielsen som en del af projektleder-programmet har gennemført den anerkendte Prince2-certificering, er både Robin Veljanoski og Morten Andersen blevet certificeret inden for SAP som deres første opgaver på KMD.
Et halvt år senere arbejder de alle tre på hver deres tunge it-projekter for statslige kunder, men sammenholdet på tværs af dem og deres fælles graduates er intakt og har været en afgørende faktor i programmet.
”Det sociale har betydet rigtigt meget. Jeg er et socialt menneske og kan godt lide at have det sjovt på arbejde. Som KMD Graduate møder man en række mennesker, som starter sammen og dermed har noget at være fælles om,” siger Morten Andersen og tilføjer:
”Jeg flyttede fra Jylland uden det store netværk i København. Det var en stor omvæltning, og det har været vigtigt, at der som en del af Graduate-programmet også var mulighed for være sociale sammen med de andre og skabe et netværk ud fra det,” siger han.
De to andre nikker i kor, før Robin Veljanoski fremhæver muligheden for at sidde sammen med de andre SAP Graduates i de første måneder, hvor de læste op til deres certificering via SAPs fælles læringsplatform Learning Hub.
”Vi kom hinanden nært, fordi vi sad sammen. Det var rigtig cool og var med til at gøre det nemmere at komme ud i en stor virksomhed som nyuddannet. Det har været virkelig fedt, at man samlede os og dermed gav os mulighed for at få en god transition ind i rollen,” siger Robin Veljanoski.
Morten Andersen, KMD Graduate
Den fælles Prince2-certificering gav tilsvarende gruppen af graduates på projektledersporet et fællesskab, fortæller Jimmi Rechnagel Nielsen.
”I en allerede travl hverdag var vi nødt til at få struktureret processen på en måde, så vi kunne bestå vores eksamen. Der brugte vi hinanden rigtig meget på tværs af sporet. Det samlede os som en gruppe, så vi nu kender hinandens kompetencer og kan bruge hinanden. Og så er det også vigtigt at sige, at man via KMD Graduate-programmet ikke kun får et godt netværk internt, men i hele erhvervslivet på kryds og tværs, fordi man også møder graduates fra andre store virksomheder,” tilføjer han.
”Men det har også været super fedt, at KMD har lagt budget til både sociale og faglige arrangementer for vores hold,” tilføjer Robin Veljanoski. ”Det er også med til at samle og har givet os meget rent fagligt og socialt,” siger han og fremhæver både fælles spisning og fælles træning som andre elementer i det sociale sammenhold på tværs af de i alt 19 graduates, som begyndte på KMD i oktober 2017.
”Det er fedt, at der er så mange tilbud. Jeg har kammerater, der er gået direkte ud i erhvervslivet og netop har savnet den mere sociale start kombineret med værdifuld læring, før man bliver kastet ud på dybt vand,” siger Robin Veljanoski.
Robin Veljanoski, KMD Graduate
For selv om samtalen kredser meget om de sociale fordele ved KMD Graduate-programmet, så understreger Morten Andersen, at det sociale sammenhold også har store faglige fordele.
”Der tænker jeg især på vidensdeling. I stedet for kun at skulle blive lært op af kolleger med 30 års erfaring, så giver det mulighed for at udnytte, at vi lærer forskelligt. Det brugte vi til at køre test igennem sammen, og den vidensdeling har fungeret virkelig godt. Det er til gavn for os alle,” siger Morten Andersen.
På samme måde er der blevet delt viden i gruppen af projektledere, som har skullet lære at begå sig i en presset hverdag.
”Som projektleder er det meste kaos, og det skal man lære at navigere i. Vi har også selv skullet lære at tage teten på tingene, og det har gjort, at vi som gruppe er gået sammen og har etableret en erfa-gruppe, hvor vi netop vidensdeler. Det gjaldt ikke mindst under Prince2-certificeringen, men også nu i situationer, hvor tingene måske ikke altid spiller. Så kan man tale om udfordringer og ikke føle, at man er helt alene i båden. Både i gode og dårlige situationer er det værdifuldt,” siger Jimmi Rechnagel Nielsen.
Jimmi Rechnagel Nielsen, tilknyttet projektledersporet på KMD Graduate-programmet
De tre graduates fremhæver i flere omgange det store ansvar, de har fået – og den tillid, de har følt fra KMD’s side, både når det gælder investeringen i deres faglige udvikling via fx certificeringer, men også når de som meget nye medarbejdere er blevet tilknyttet projekter ude hos store statslige kunder.
”Folk har taget utroligt godt imod os – uanset om det var folk med mange stjerner på skuldrene eller ej. De har fra starten talt til os på lige fod, og der har været en fed kultur og stemning på kontoret. Det har været fedt at få så stort et ansvar så tidligt, og at KMD har haft så stor tillid til os,” siger Morten Andersen.
”Mulighederne er virkelig store,” understreger Robin Veljanoski. ”Der er gået omkring seks måneder, siden vi trådte ind ad døren, og det er vildt at tænke på, hvor meget vi har nået i den tid. Også karrieremæssigt er der lagt et godt fundament på bare seks måneder. Det er en stor cadeau til KMD,” siger han.
Jimmi Rechnagel Nielsen nikker: ”Man får sindssygt meget ansvar, og man rykker sig helt vildt både fagligt og som menneske. Jeg er en helt anden nu, end jeg var for et halvt år siden,” siger han. ”Ansvaret var en fed cadeau at få, også selv om det var krævende i starten.”
Og hvad skal de tre graduates så nu efter et interview, der afslutter en lang dag? De skal ned og træne. Sammen, selvfølgelig.