festival

På den københavnske Techfestival bliver der i disse dage diskuteret digital læring til uddannelse af morgendagens it-parate medarbejdere. Læs undervisningseksperternes råd her.

Teknologiunderstøttet undervisning er et af hovedtemaerne på Techfestival 2018 i København.

På festivalen er der derfor afsat et helt summit til uddannelse og teknologi – populært kaldet ’EdTech’ – i den gamle Pumpestation ved Dybbølsbro Station, som knap nok ligger i bluetooth-afstand fra festivalens centrum i Kødbyen.

Efter en indledende præsentationsrunde blandt de godt 50 summit-deltagere viser det sig, at det er en broget skare, der er samlet i form af it-studerende, software-udviklere, app-iværksættere og offentlige repræsentanter samt ikke mindst enkelte selvudnævnte teknologi-analfabeter.

Diversiteten i rummet er ikke så underlig.

For i dag omhandler den teknologiunderstøttede undervisning om alt lige fra poderne i folkeskolen over universiteter til den livslange læring i form af efteruddannelser til eksempelvis lærere og ingeniører.

Usynlig læring på internettet

På undervisningssummit’et er der mange om buddet og mange bud på, hvordan fremtidens digitale læringsvej skal anlægges. 

Da Svenia Busson, stifter og direktør fra den franske EdTech-accelerator LearnSpace, indtager den interimistiske scene, giver hun et internationalt perspektiv på teknologibaseret undervisning fra et hav af lande over hele kloden.

Deltagerne ser eksempler på best practice fra blandt andet den finske School-As-A-Service-model til, hvordan børn i New Zealand komponerer en rap-sang om den sydafrikanske borgerrettighedsforkæmper Nelson Mandela med hjælp fra internettet.

Det sjove var, at efter to vers løb eleverne tør for indhold, så de måtte i gang med at researche på internettet. Så mens de komponerede deres rapsang, var de samtidigt i fuld gang med at lære en hel masse om Nelson Mandela, selv om de ikke tænkte på det som læring

svenia busson, stifter og direktør fra den franske edtech-accelerator learnspace

”Det sjove var, at efter to vers løb eleverne tør for indhold, så de måtte i gang med at researche på internettet. Så mens de komponerede deres rapsang, var de samtidigt i fuld gang med at lære en hel masse om Nelson Mandela, selv om de ikke tænkte på det som læring,” siger Svenia Busson.  


Størst innovation for de små

Hun fortæller efterfølgende, at den største EdTech-innovation kommer til netop de små skoleklasser og op til gymnasiet, hvorefter apps og digital understøttelse af læringen i høj grad ligner hinanden.

”Når det drejer sig om EdTech er det vigtigt at holde sig for øje, at læring og pædagogik er de vigtigste ingredienser, hvorefter specifikke værktøjer som iPads og apps kommer i anden række,” siger Svenia Busson. 

I hendes optik er projektet One Laptop Per Child (OLPC) med udlevering af billige computere til elever i tredjeverdenslande et mønstereksempel på dårlig integration mellem pædagogik og det digitale værktøj.

”Du må aldrig lave teknologi for teknologiens skyld. I OLPC-projektet endte det med, at ingen brugte pc’erne uden læringsværktøjer. Læring er en videnskab, og derfor er vi nødt til at høre på forskere og lærere, fordi de ved, hvordan læring kan formidles via de digitale værktøjer,” siger hun.

Du må aldrig lave teknologi for teknologiens skyld. I OLPC-projektet endte det med, at ingen brugte pc'erne uden læringsværktøjer. Læring er en videnskab, og derfor er vi nødt til at høre på forskere og lærere, fordi de ved, hvordan læring kan formidles via de digitale værktøjer

Svenia busson, stifter og direktør fra den franske edtech-accelerator learnspace

Få mere selvtillid med matematik-app

Netop tilgangen med at have pædagogikken i højsædet kan Tue Beck Saarie fra spilfirmaet Rubicon Games tale med om.

Selskabet har sin første prototype klar til spillet Heroes And Zeroes, hvor spillerne skal løse matematiske gåder.

Spillet starter simpelt med en 2 x 2-opgave, men udvikler sig hurtigt i takt med spillernes evner, hvor der er fokus på gameplay og adaptiv læring i matematik-app’en.

”Vi har valgt en følelsesmæssig tilgang, da 20 procent af alle 15-årige danske skoleelever i dag føler sig håbløse til matematik, hvilket igen smitter af på andre fag, så mange giver helt op over for undervisningen,” siger Tue Beck Saarie.

Han peger på, at konsekvensen bliver, at færre og færre får en grundlæggende matematikforståelse, hvilket skader jobmulighederne i et digitaliseret samfund, hvor netop matematik hele tiden udvikler sig til at blive vigtigere byggesten.


”Omkring 600.000 danskere er i dag dårlige til matematik, og vi vil igennem vores matematikspil gerne give disse folk mere selvværd, selvsikkerhed og en sikkerhed på den verden, som de lever i,” lyder det med afsæt i de brugerfeedbacks, som Rubicon Games indtil videre har modtaget på sit kommende matematikspil.

Omkring 600.000 danskere er i dag dårlige til matematik, og vi vil igennem vores matematikspil gerne give disse folk mere selvværd, selvsikkerhed og en sikkerhed på den verden, som de lever i

tue beck saarie, ansat hos spilfirmaet rubicon

Vi skal lære at lære

Udviklingsansvarlig for KMD’s læringsplatform, Christian Østerballe, vender tomlen opad for lignende adaptive undervisningsspil med såkaldt ’empatisk design’, der tager afsæt i brugernes kompetencer.

”Helt generelt er det dog vigtigt, at vi får hardware og software til at spille optimalt sammen, da udlevering af enten undervisnings-hardware eller -software ikke er nok i sig selv,” forklarer Christian Østerballe og fortsætter:

”Når vi får digitaliseret læringsprocessen, skal vi samtidig fokusere på at få brugerne til at mestre deres værktøjer, hvilket gør efteruddannelse af underviserne til et must,” lyder det.

Christian Østerballe nævner i denne sammenhæng, at underviserne derfor fremover bør indtage en ny rolle som vejledere udi de digitale læringsuniverser frem for som tidligere at være den primære vidensperson, der deler ud af sin viden til eleverne/de studerende.

”Viden har ikke længere den store værdi i sig selv, men vi skal lære eleverne at lære selv med de digitale værktøjer. For det er kun i uddannelsen af selvtænkende individer, at vi står bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked, hvor vi kan være med til at sætte dagsordenen,” siger han.

Viden har ikke længere den store værdi i sig selv, men vi skal lære eleverne at lære selv med de digitale værktøjer. For det er kun i uddannelsen af selvtænkende individer, at vi står bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked, hvor vi kan være med til at sætte dagsordenen

christian østerballe, udviklingsansvarlig for kmd's læringsplatform

Læs også vores reportage om Techfestival her.