DIN Forsyning bruger øget dataindsigt til at reducere spild og merforbrug på tværs af el, vand og varme

Med KMD EnergyKey som analyseværktøj er multiforsyningsselskabet DIN Forsyning gået på jagt efter vandspild og unødvendigt forbrug i den daglige drift. Det arbejde har resulteret i en daglig praksis, der flugter med selskabets strategi om at bidrage mere aktivt til den grønne omstilling.

Publiceret: 12. juni 2023
Vandforsyning

DIN Forsyning er et jysk multiforsyningsselskab, der håndterer genbrug, drikkevand, fjernvarme og spildevand for borgere og virksomheder i Varde og Esbjerg Kommune. Her har man i en årrække brugt KMD EnergyKey som den løsning, der opsamler og kvalitetssikrer data fra forskellige datakilder. Men man har ikke rigtigt brugt dataindsigten fra de mange målere til at foretage fokuserede indsatser. Indtil for nylig i hvert fald. For efter en optimering af målerparken og med fortsat fokus på stabile data har DIN Forsyning i dag skabt et validt datagrundlag, der gør tværgående dataanalyser mulige – og ikke mindst profitable.  

“Vi bruger KMD EnergyKey i flere af vores afdelinger. Eksempelvis i vores kundecenter, hvor medarbejderne anvender det som et opslagsværktøj. Alle data fra KMD EnergyKey stiller vi til rådighed for både vores privatkunder og vores erhvervskunder via webportalen KMD EnergyKey Webtools. Så når en kunde ringer ind, kan medarbejderne i DIN Forsyning se nøjagtig det samme på skærmen, som kunderne kan. Det er en stor fordel, når de skal yde support,” siger Keld Jensen, som er driftsleder i DIN Forsyning. 

Samlet visning af målerdata  

DIN Forsynings erhvervskunder tæller både kommuner, virksomheder og boligselskaber. Som en ekstra service har Keld Jensen fået bygget en særlig visning i KMD EnergyKey Webtools til de store erhvervskunder. Det betyder, at de serviceteknikere, der er ansvarlige for den daglige drift i en bygning eller på tværs af en bygningsportefølje, kan logge ind i KMD EnergyKey’s webportal og få et komplet overblik over alle de målere, der er relevante for dem, og på den måde holde øje med udviklingen i forbruget. Kunderne bliver også notificeret i tilfælde af driftsalarmer, merforbrug eller øvrige registrerede fejl.  
“Der kan også udsendes en månedlig rapport til den person, der har det overordnede ansvar for bygningsdriften. Det bruger de som datagrundlag til at gå i dialog med serviceteknikerne, så de sammen kan finde ud af, hvor de skal optimere på bygningsdriften, eller hvor de kan spare el, vand eller varme,” siger Keld Jensen. 

I forhold til tidligere kan erhvervskunderne reagere meget hurtigere på vandspild i form af lækager eller brud, fordi der går en alarm, hvis forbruget stikker af i forhold til de fastsatte værdier. Den form for service har meget stor værdi, fortæller Keld Jensen. 
“Vi har mange erhvervskunder, som via målerne er koblet op til systemer fra deres forskellige leverandører. Men da de fandt ud af, at DIN Forsyning kunne samle alle målerdata ét sted og lave en komplet visning via KMD EnergyKey Webtools, ville de hellere have den løsning. For så slipper de selv for at bygge og vedligeholde dataintegrationerne.” 

Intet spild 

DIN Forsyning bruger også KMD EnergyKey til at holde øje med driften i deres vand/varmeværker.  

“Vi kigger selvfølgelig på vand- og varmeforbruget i vores bygninger via KMD EnergyKey, men vi er også begyndt at kigge på elforbruget. Vi er interesseret i at vide, hvad vi egentlig bruger af el i vores mange bygninger. Er der eksempelvis noget, der står og kører om natten, som ikke behøver at køre? Hvor meget energi bruger vi måned for måned på at holde gang i en bygning? Og så videre. Der er mange analyser, når først man kommer i gang,” siger Keld Jensen. 
Han forklarer, at DIN Forsyning arbejder ud fra det strategiske mantra “Intet spild”. De ved selvfølgelig godt, at energispild ikke kan undgås, når man driver et forsyningsselskab, men de betragter det som en bunden samfundsopgave at gøre alt, hvad de kan for at minimere spildet. I den forbindelse bruger de dataindsigten fra KMD EnergyKey til at foretage balanceudregninger af de vandmængder, der bliver sendt gennem systemet, og de vandmængder, der ender ude hos slutkunderne.  
“En liter vand ind i systemet skal gerne resultere i en liter vand aftaget ude hos kunden. Gør det ikke det, går vi i gang med at finde årsagen,” siger Keld Jensen og forklarer, at vandforsyningsledningerne er inddelt i forskellige sektioner spredt ud over DIN Forsynings forsyningsområde. Det nyeste tiltag er, at man ved hjælp af dataindsigten og en ny type vandmålere, der udsender et støjsignal i tilfælde af lækage, meget præcist kan lokalisere bruddet og gå i gang med at udbedre skaden. 
“Vand er en knap ressource, som vi skal passe på. Det samme med fjernvarmen. Der accepterer vi heller ikke spild.”  

Øget energibevidsthed 

Udover “Intet spild”-agendaen i DIN Forsyning arbejder man også med at sænke fremløbstemperaturen i fjernvarmenettet for at spare på energien. Ligesom alle andre er DIN Forsynings forsyningsområde også kendetegnet ved en stor diversitet i bygningsporteføljen. Derfor vil der være nogle bygninger med ældre installationer, der er mere sårbare overfor en temperatursænkning end andre. 

“Der kommer vi til at bruge data, så både vi selv og vores kunder kan holde øje med temperaturen, og hvordan en sænkning påvirker systemet. Vi skal selvfølgelig kunne opretholde et acceptabelt komfortniveau, det er det vigtigste, men hvor ligger grænserne? Det kommer vi til at følge tæt,” siger Keld Jensen. 
Han runder af med at forklare, at DIN Forsynings kunder generelt synes, at det er både interessant og givende at kunne følge med i deres eget energiforbrug via KMD EnergyKey Webtools. 
“Tilbagemeldingen fra vores kunder er, at det faktisk ikke er særligt svært at holde øje med forbruget, når først man er inde i det. Der er ikke ret meget, man skal forholde sig til. Tidligere havde vi mange kunder, der ringede og sagde, at de ikke kunne forstå, de havde haft så højt et forbrug. Men efter de er blevet koblet på webportalen, kan de selv følge med i udviklingen, og det har skabt en ændring i deres adfærd. De er blevet bedre til at spare, blandt andet på forbruget af vand. De to ting hænger naturligt sammen. Adgangen til data og bevidstheden om sit eget forbrug,” slutter Keld Jensen.

Vil du vide mere?

Portræt af Jonas Højer, Senior Sales Specialist i Energy Solutions Sales, KMD

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at komme videre? Kontakt os og lad os sammen se på, hvordan KMD EnergyKey kan hjælpe i jeres analyse og beregning af energidata.

Mere om KMD EnergyKey

Solcellepaneler med højspændingsmaster i baggrunden

KMD EnergyKey er en cloud-løsning til datahjemtagning og kvalitetskontrol samt analyse og beregning af energidata. Løsningen kan desuden anvendes som dataplatform til forbrugsafregning, driftsoptimering, energiledelse og -rådgivning.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om energi og forsyning. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her