Uruguays VM-landshold i fodbold fra 1930

Computerhjælp til fodboldtrænere startede for alvor tilbage i 00’erne, hvor professionelle fodboldklubber for første gang kæmpede mod hinanden ved hjælp af digitale værktøjer. Her får du historien fra de håndholdte dage til nutidens data-analyser af VM-stjernerne.

Ved sommerens fodbold-fest i Rusland bliver hver bevægelse og boldberøring af stjernerne fra de brasilianske VM-favoritter fulgt tæt af over 30 kameraer til hver kamp plus et par håndfulde superslow- og flyvende kameraer.

Mens 4K HDR-optagelserne af Brasiliens VM-kampe snurrer, og bolden er i spil, sendes data fra sensorer som accelerometre og GPS-trackere under brasernes gule spilletrøjer mere end 100 gange i sekundet til den brasilianske trænerbænk.

Her får trænerteamet med Adenor Leonardo Bacchi eller bare Tite i spidsen data om alle spillernes fysiske form, placeringer og sprint-intervaller. På den måde har trænerne statistisk indsigt i, hvordan det enkelte led i hver kæde på holdet performer undervejs i kampen – og om der eventuelt skal justeres med friske ben på banen.

Så teknisk avanceret har VM-turneringen selvsagt ikke altid været.

VM i farver og pixels

I 1928 vandt Uruguay OL-guld i fodbold, men det var et helt andet hold, der nåede finalen i den første VM-slutrunde to år senere. Undervejs mod historiens første VM-finale havde Uruguays nye landstræner Alberto Suppici med tilnavnet El Professor skiftet det halve hold ud inden den endelige 4-2 finaletriumf på hjemmebane mod de argentinske naboer.

Uruguays fjerde mål mod Argentina i VM-finalen i 1930

Uruguays fjerde mål i VM-finalen i 1930 mod Argentina. Uruguay vandt opgøret 4-2 og blev dermed historiens første vindere af en VM-finale.

Udskiftningerne på OL-vinderholdet fra 1928 var baseret på dygtighed, mavefornemmelse og spion-rapporter om modstanderholdene, uden den uruguayanske trænertrup nødvendigvis selv havde studeret hold som Rumænien og Jugoslavien fra Europa helt til bunds på vej mod toppen.

Først med premieren på tv-optagelserne af Ferenc Puskás fra VM i 1954, Pelés tredje VM-sejr i 1970 i farver og især opfindelsen af videobåndoptageren til VM-slutrunden i Spanien 1982 fik trænerne et virkelig brugbart spion-værktøj til deres tekniske laboratorium.

Grundige dataindsamlinger af spillernes fitness blev i 1980erne dagligdag i alle topklubber, hvilket også slog igennem på VM-landsholdene, så stjernerne kunne spise, træne og hvile optimalt frem til kampdagen.

Livsstilen for de topprofessionelle ændrede sig for at klare flere og hurtigere kampe, og der kom længere mellem spillere som Preben Elkjær, der lige skulle hive sig et par smøger, inden han scorede tre og assisterede to mål for Danmark mod Uruguay ved VM-slutrunden i 1986.

Op gennem 1990erne med VM-stjerner som Schillaci, Romario og Zidane og computernes udrulning kom ligeledes flere fodboldmanager-spil på markedet, som rigtige træner-softwarepakker nogle år senere skulle blive inspireret af.

Med 00’ernes øgede computerkraft blev der eksperimenteret heftigt med mere eller mindre automatiseret pixel-mapping af VM-spillere som Ronaldo, Messi og Iniesta for at kunne kortlægge spilmønstre på sit eget og modstanderholdet.

Vender og bøjer spiller-data

Siden den sydafrikanske VM-slutrunde i 2010 har GPS-tracking været et fast indslag på spillerne under træningen i flere af VM-turneringens landsholdslejre. Det gælder ved VM også for det danske landshold, hvis data ved VM vil blive behandlet og forædlet af KMD, som er ny officiel datapartner for DBU.

GPS-tracking på træningsbanen i kombination med blandt andet gyroskop-data og hjerterytme kan give trænerne indsigt i alt fra en spillers bevægelsesmønstre til tilstand efter sprints via data afsendt fra de sensorer, som spilleren løber rundt med i en lille vest under trøjen.

Data på VM-spillerne vil så kunne vendes og bøjes, så den fysiske træner for eksempel kan se, om enkelte spillere er på vej i det i røde felt fysisk. Disse spillere kan så få besked på at tackle mindre igennem til træning for at undgå overbelastninger og skader mellem kampene.

Når VM-trænerne får serveret, hvordan spillerne performer i databaserne sat over for en grundig mapping af modstanderholdet, vil det naturligvis få taktisk betydning for, hvordan det bedste hold på dagen udvælges og der undervejs i VM-kampene skal scores mål og lukkes af i forsvaret.

Så mens nutidens VM-stjerner som Messi, Neymar eller Christian Eriksen forsøger at trylle deres landshold helt frem til at løfte Jules Rimet-trofæet på finaledagen, vil data fra spillerne i Rusland løbende blive indsamlet fra træning for at skabe de afgørende forskelle i kampens hede.

Vi får se, hvilket trænerteam, spillere og nation, der kan mønstre VM-vinderholdet i finalen søndag klokken 17:00 den 15. juli på Luzhniki Stadion i Moskva. Sikkert er det i hvert fald, at de færreste landshold lader sig styre alene af mavefornemmelser og dygtighed som dengang ved det allerførste VM i Uruguay.

Lad det bedste og klogeste hold vinde.