Familie i køkken ser på bærbar computer

Det er særligt tryghedsskabende digitale enheder og produkter, som kan medvirke til overvågning og opgørelser af forbrug af el, varme og vand, som vinder indpas hos danskerne. Det viser en ny analyse omkring smart teknologi i de danske hjem fra it-virksomheden KMD.

Kan du forestille dig, at din boligs temperatur og dit vand- og elforbrug automatisk reguleres efter årstider, døgnrytme, ferier, og hvem der er i boligen på forskellige tidspunkter?

Netop det scenarie vurderer flest af de adspurgte danskere i KMD’s nye analyse ”Smart teknologi i danske hjem” som sandsynligt eller meget sandsynligt. Og det er ikke så overraskende endda, at 24 procent af danskerne vurderer scenariet sandsynligt om fem år, hvis man spørger KMD’s teknologidirektør Hans Jayatissa.

Det mest udbredte smarte produkt, som findes i de danske hjem, er nemlig forbrugsmålere, dvs. produkter, der giver mulighed for at overvåge hjemmets forbrug af vand, strøm og varme. 20 procent af de adspurgte danskere svarer i undersøgelsen, at de har et produkt af denne type.

”Man kunne sagtens forestille sig, at man havde en intelligent opvaskemaskine, som man fyldte op, indstillede til at gå i gang inden for 24 timer, og så tjekkede maskinen selv, hvornår der er mest mulig vindstrøm og satte så i gang, når det var tilfældet,” forklarer Hans Jayatissa og peger på, at man derved både ville spare penge som forbruger og samtidig ville forbruge den el, der var mest klimavenlig.

Flere afledte fordele ved smarte produkter

I dag findes teknologien til, at ovenstående scenarie ville kunne lade sig gøre.

”Man skal bare have lavet ”dimsen”, der kan det. Det vil uden tvivl være noget, næsten alle danskere ville være interesserede i med tanke på økonomien og det klimamæssige aspekt. Det skal bare ikke være for besværligt for os,” siger Hans Jayatissa.

Blandt gruppen af danskere, der ikke har forbrugsmålere eller alarmsystemer, overvejer 21 procent at anskaffe sig dem ifølge analysen.

”Jeg tror, at mange flere ville bruge de smarte produkter, der har med vores forsyningsforbrug at gøre, hvis de opdagede de afledte fordele, der er, udover det økonomiske aspekt,” siger Hans Jayatissa og tilføjer:

”Der er mange afledte effekter forbundet med at bruge smarte produkter, der fx overvåger ens el- og vandforbrug. Hvis man eksempelvis har glemt at slukke fjernsynet eller sin PlayStation, inden man tager på ferie, kan man se det i sin app, at der er et forhøjet el-forbrug. Det kunne også være et tilfælde, hvor man kan se, at der ikke bliver forbrugt strøm overhovedet, fordi strømmen i huset er gået. Med hjælp fra naboer kan man i hvert fald undgå at smide hele indholdet af køleskabet ud.”

Der er mange afledte effekter forbundet med at bruge smarte produkter, der fx overvåger ens el- og vandforbrug. Hvis man eksempelvis har glemt at slukke fjernsynet eller sin PlayStation, inden man tager på ferie, kan man se det i sin app, at der er et forhøjet el-forbrug. Det kunne også være et tilfælde, hvor man kan se, at der ikke bliver forbrugt strøm overhovedet, fordi strømmen i huset er gået. Med hjælp fra naboer kan man i hvert fald undgå at smide hele indholdet af køleskabet ud.

Hans Jayatissa, Teknologidirektør i KMD

Interesse for klimaoptimering af hjemmet

Udover forsyning som et af de parametre, der vægter højest, når danskerne digitaliserer deres hjem, ligger økonomi og klima som væsentlige drivere.

71 procent angiver økonomi som årsag til at anskaffe sig smarte enheder til hjemmet. Det kunne fx være en intelligent varmepumpe, der reducerer varmeregningen. 53 procent angiver klimaoptimering af hjemmet som årsag.

De tal overrasker ikke teknologidirektøren.

”Hvis man ser på ens eget klimaaftryk, så er der ingen tvivl om, at energi til varme, el osv. er nogle af de store miljøsyndere, så det interesserer mange. Samtidig er det en måde at spare penge på at have styr på sit el- og varmeforbrug,” siger Hans Jayatissa.

Potentialer i forbrugsdata fra forsyningssektoren

De mange forbrugsdata, som elselskaberne ligger inde med, bliver blandt andet brugt til at balancere el-produktionen, og kan skabe et lavere klimaaftryk.

I KMD har man udviklet flere it-løsninger inden for energi og forsyning, blandt andet KMD EnergyKey, der samler op på forbrugsdata og bruges til styring af energi- og ressourceforbrug, og KMD Elements, der giver mulighed for afregninger af grønne tilskud, der styrker implementeringen af den grønne omstilling.

”I disse år sker der en udvikling i den måde, vi producerer og udnytter energi på. Der ligger mange potentialer i at bruge den strøm, der genereres af vind, optimalt. Det handler om, at man kun producerer den ”sorte” strøm, der absolut er nødvendig. Og jo bedre styr og styring på forbruget, jo bedre kan man justere produktionen og optimere anvendelsen af vindenergien,” siger Hans Jayatissa.

I disse år sker der en udvikling i den måde, vi producerer og udnytter energi på. Der ligger mange potentialer i at bruge den strøm, der genereres af vind, optimalt. Det handler om, at man kun producerer den ”sorte” strøm, der absolut er nødvendig. Og jo bedre styr og styring på forbruget, jo bedre kan man justere produktionen og optimere anvendelsen af vindenergien.

Hans Jayatissa, Teknologidirektør i KMD

KMD Analyse bygger på svar fra 2.000 danskere fordelt over hele landet. Svarene er blevet indsamlet i december 2019 og januar 2020.

Du kan læse hele analysen her

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om energi og forsyning. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her

Seneste indsigter