Hos Fjernvarme Fyn skaber KMD EnergyKey overblik

Hos Fjernvarme Fyn skaber KMD EnergyKey overblik over de 200.000 kunders forbrug og adfærdsmønstre og præsenterer de kritiske data på en brugervenlig måde. Det sikrer korrekt afregning, effektiv fejlsøgning, optimal drift – og giver glade kunder.

Tusindvis af målere

Gennem 2.000 kilometer rør i den fynske undergrund leverer Fjernvarme Fyn varmt vand og varme til 200.000 husstande og virksomheder. Flere end 60.000 elektroniske målere sender data, hver gang kunderne tænder for den varme hane eller justerer på varmen.

Den højt specialiserede softwareløsning KMD EnergyKey sorterer, analyserer og validerer de mange kritiske data og præsenterer dem samtidig på en brugervenlig måde. Begge dele er afgørende for kvaliteten af Fjernvarme Fyns kundeservice.

– Vores kerneopgave er at præsentere kunden for den rigtige regning første gang. Derfor er vi afhængige af at kunne stole på de data, vi får ind fra målerne. Samtidig skal vi have let adgang til informationerne, når kunderne ringer til kundecentret, og vi skal kunne servere dem på en lækker og brugervenlig måde. KMD EnergyKey sætter os i stand til det hele, siger kundecenterchef Allan Stihøj.

Fuldt overblik

Som del af softwareløsningen har KMD både udviklet et kundeunivers til selvbetjening på Fjernvarme Fyns hjemmeside og en app. Begge dele er koblet sammen med de lokale el-, vand- og renovationsselskaber, så kunderne har fuldt overblik fra computeren hjemme i sofaen eller fra mobilen i lommen.

– Vi samarbejder med Energi Fyn og Vandcenter Syd om fælles afregning. Det betyder, at kunderne får en samlet regning på alle deres energiudgifter. Fra app’en kan de holde øje og for eksempel bede om at få besked, hvis forbruget overstiger en vis værdi. Det er et unikt samarbejde og en unik service til kunderne, siger Allan Stihøj.

En ekstra service

Fjernvarme Fyn bruger KMD EnergyKey til at yde endnu en ekstra service. En gang månedligt genererer systemet automatisk en liste over kunder med usædvanligt forbrug. Den viden sender kundecentret videre til kunderne med en opfordring om at kontakte en vvs’er for at få set deres fjernvarmeinstallation efter.

– Vi afregner kun en gang årligt, så hvis der er en fejl på kundens fjernvarmeinstallation, kan der gå meget lang tid, før det bliver opdaget, og det kan blive rigtig, rigtig dyrt for kunden, siger Allan Stihøj.
Hvis forbruget er mere end tre gange højere end sædvanligt, har kunderne mulighed for at få en del af ekstraregningen refunderet. Før tiltaget drejede det sig om halvtreds sager om året – nu gælder det under en håndfuld.

Så tiltaget virker. Fjernvarme Fyn sparer på udgifterne, og kunderne er oven i købet ovenud glade.

Det giver enorm tryghed for kunderne, at vi hjælper med at afværge en stor efterregning. Jeg må sige, at vi har fået rigtig meget ros for den ekstra service. Vi har sågar oplevet, at kunderne møder op i receptionen med vin og chokolade, og det er lige godt aldrig sket før.

Allan Stihøj, Kundecenterchef i Fjernvarme Fyn

– Det giver enorm tryghed for kunderne, at vi hjælper med at afværge en stor efterregning. Jeg må sige, at vi har fået rigtig meget ros for den ekstra service. Vi har sågar oplevet, at kunderne møder op i receptionen med vin og chokolade, og det er lige godt aldrig sket før, siger Allan Stihøj.

En væsentlig sidegevinst er bedre flow i hele fjernvarmenettet, for fejl i kundernes installationer går ud over den samlede drift.

Fejl og fusk

Ud over økonomiske besparelser, bedre flow og gladere kunder giver KMD EnergyKey et uundværligt overblik over det samlede forbrug og den samlede målerpark.

– Det er en enorm opgave at overvåge og vedligeholde mere end 60.000 målere. Takket være det overblik KMD EnergyKey giver, er det lykkedes os at holde bemandingen i ro, fordi vi hele tiden har mulighed for at følge med og ved, hvor vi skal gribe ind, siger Allan Stihøj.

Hvor kunderne tidligere selv aflæste deres målere en gang årligt, genererer systemet nu selv løbende det grundlag, der faktureres ud fra. Det har udjævnet den arbejdspukkel, der tidligere var i kundeservice i årets første måneder.

De manuelle aflæsninger gjorde det desuden vanskeligt for Fjernvarme Fyn at tjekke, om indberetningerne var korrekte. Nu fanger systemet mistænkelige afvigelser og gør det muligt for kundecentret at afgøre, om der er tale om fejl eller fusk.

God økonomi

Selv om det er vanskeligt at opgøre værdien af KMD EnergyKey for Fjernvarme Fyn i kroner og ører, er Allan Stihøj fuldstændig overbevist om, at det betaler sig.

– Jeg er helt sikker på, at investeringen i KMD EnergyKey længe har tjent sig hjem. Det har været så godt for vores forretning, at jeg slet ikke har haft behov for at regne efter. Når man står med krav om datavalidering og håndtering af store mængder af kritisk data, er der god økonomi i sådan en løsning.

Allan Stihøj tøver ikke med at anbefale systemet, men understreger, at det kræver lidt ressourcer først at sætte sig ind i, hvordan det virker og siden at udnytte de mange muligheder i løsningen optimalt.

Læs mere om KMD EnergyKey

KMD EnergyKey er en komplet web- og mobilløsning til styring af energi- og ressourceforbrug. Denne cloud-løsning kan let integreres med tredjepartsløsninger.

Læs mere om mulighederne her

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om energi og forsyning. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her