Hold dig opdateret
Tilmeld dig vores nyhedsbrev om data og analyse. Så er du blandt de første, der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.
Tilmeld dig herVinterens indendørsstævne er tilbage, og denne gang lægger AGF gulv til kampene i KMD Cup. Det bliver et stævne fyldt med tempo og data, når fem klubber fra Superligaen mødes den 11. januar i Ceres Arena.
I januar blev vinterens klassiske indendørs fodboldturnering genoplivet i form af KMD Cup, og det blev en ubetinget succes, som nu skal gentages. 11. januar 2019 vil en række af landets bedste fodboldspillere derfor igen tage støvlerne af for at møde hinanden indendørs i KMD Cup – og denne gang foregår det i Aarhus.
Den første udgave af KMD Cup blev afviklet i en tætpakket kulisse i Brøndby-Hallen, som skabte en flot ramme om stævnet. På banen blev der vist tekniske lækkerier og masser af mål, og tusindvis af tv-seere fulgte med undervejs. AGF vandt den første KMD Cup og skal altså forsvare titlen i Ceres Arena mod spillere fra Brøndby IF, AaB, OB og Vejle Boldklub.
”Vi glæder os til at være værter for KMD Cup. Vi har en arena, der egner sig godt til indendørsstævnet, og vi vil lægge os i selen for at skabe et spændende stævne for både tilskuere og tv-seere,” siger AGF-sportschef Peter ’PC’ Christiansen, som forventer en udsolgt Ceres Arena.
Vi glæder os til at være værter for KMD Cup. Vi har en arena, der egner sig godt til indendørsstævnet, og vi vil lægge os i selen for at skabe et spændende stævne for både tilskuere og tv-seere
For hovedsponsoren KMD er stævnet en oplagt mulighed for at sætte fokus på brugen af data i sport, som er et fokusområde for landets største it-virksomhed.
”Udover at KMD Cup rent fodboldmæssigt og tilskuermæssigt er en sjov turnering, så håber vi også, at KMD Cup kan være med til at skabe synlighed omkring brugen af data som løftestang for bedre præstationer,” siger Helle Huss, som er direktør for KMD Business.
”Fodbold er et spil med utrolig mange variable, og vi synes, det er spændende gennem dataanalyser at være med til at skabe resultater på banen. Data indhentes i dag fra mange forskellige sider, og værdien ligger i høj grad i at kunne sammenkøre, udvælge og udstille de relevante data,” tilføjer Helle Huss.
Fodbold er et spil med utrolig mange variable, og vi synes, det er spændende gennem dataanalyser at være med til at skabe resultater på banen. Data indhentes i dag fra mange forskellige sider, og værdien ligger i høj grad i at kunne sammenkøre, udvælge og udstille de relevante data
Det er således ikke kun passionen for fodbold, der gør KMD Business til en oplagt sponsor for KMD Cup. Data er blevet en afgørende parameter i moderne fodbold, og data er på samme måde et helt afgørende værktøj i KMD’s hverdag, hvor dataanalytikere er eksperter i at opsamle, bearbejde og udstille data og i at rådgive virksomheder og organisationer om brugen af data.
Ligesom under den første udgave af KMD Cup vil dataeksperter fra KMD sidde klar på sidelinjen for at opsamle og behandle data fra kampene. Sidste gang viste data for eksempel, at stævnets vindere fra AGF scorede langt flere mål i de angreb, hvor de brugte banens bander. Måske en lære at tage med, når spillerne mødes efter nytår?
Det årlige indendørsstævne er skabt som et samarbejde mellem Brøndby, AaB, OB og AGF, og værtskabet går på skift mellem klubberne. I Aarhus gør Vejle Boldklub de fire klubber selskab, og KMD Cup afvikles som en alle-mod-alle-turnering hvorefter nr. 1 og 2 mødes i finalen. Hvert hold får minimum fire kampe, som alle vises live på TV3+.
KMD Cup 2019 vil også indeholde en showkamp, som denne gang består en kamp mellem Aarhus All Stars og AGF’s pokalvindere fra 1996. AGF-legender som Lars Windfeld, Martin Jørgensen og Torben Piechnik vil således gøre comeback i AGF-trøjen den 11. januar.
Udover fuld skrue på både underholdning og data, så har KMD Cup også stor fokus på velgørenhed. Værtsklubben donerer således et beløb til et godt formål i lokalsamfundet. AGF har valgt at støtte FC Grønnegade, som er et fodboldhold for socialt udsatte og tidligere misbrugere.
KMD Cup 2018 var totalt udsolgt – så det handler om at få købt sine billetter til KMD Cup 2019 så hurtigt som muligt. Billetterne koster 150 kr. for voksne og 100 kr. for børn. Måske en oplagt julegave?
Dørene til Ceres Arena åbnes kl. 18:00 den 11. januar 2019, og finalen forventes at blive spillet cirka klokken 22:00. Du kan købe billetter via de respektive klubbers (AGF, Brøndby IF, OB, AaB og Vejle Boldklub) hjemmeside.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev om data og analyse. Så er du blandt de første, der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.
Tilmeld dig her