Hælder vand i glas fra vandhane

En ny Internet of Things-løsning skal sende data fra vandmålere hjem til vandselskabet automatisk. Der bliver også langt kortere tid fra fejl på en måler til udbedring

534 steder i Odense Kommune står en vandmåler, som konstant opsamler data. Men de mange data bliver kun indsamlet én gang om måneden, når en teknisk supporter bruger tre dage på at køre kommunen tynd. Den proces skal smarte vandmålere gøre op med, fordi de selv kan sende data hjem hver dag – hvilket både kan spare tid og sikre, at fejl hurtigt kan blive opdaget.

Når det i dag er tid til at indsamle månedens data, sætter teknisk supporter Kim Allan Kristensen sig i bilen. Han har store forventninger til den nye Internet of Things-baserede løsning, som er et samarbejde mellem Odense Kommune, VandCenter Syd og KMD.

”Vi kan holde op med at køre rundt i bilen de her tre dage hver måned, og vi kan få vandmålernes data ind i KMD EnergyKey i det tempo, vi gerne vil have dem i. Så vi sparer tid og kørsel,” forklarer Kim Allan Kristensen, som også forventer praktiske forbedringer.

”Lige nu får vi jo kun de her data én gang om måneden. Her kan vi få det på dagsbasis i stedet. Så jeg forventer, at når vi møder ind hver eneste morgen på hverdage, jamen så kan vi se: ’Hovsa, der er en måler, hvor der er leak eller burst’, og så kan vi tage beslutning i nuet – uden overhovedet at flytte os fra kontorstolen,” siger han.

KMD EnergyKey er en samlet løsning til styring af energi- og ressourceforbrug, som understøtter muligheden for at få tilsendt direkte alarmer fra de enkelte målere.

I stedet for at bruge tre dage på at køre 600 kilometer rundt til Odense Kommunes vandmålere kan Kim Allan Kristensen fokusere på de daglige opgaver. ”Vi skal nok til at bruge de her dage på noget mere fornuftigt,” siger Kim Allan Kristensen.

Du kan læse mere om, hvordan tiden på de fynske landeveje bliver erstattet med relevant kontortid – og hvordan løsningen fungerer i dagligdagen - lige her.