Torben Mols: Debatten om digitalisering i folkeskolen må ikke blive polariserende 

Af Torben Mols, direktør for offentlig innovation i KMD.  

Debatten om børn og unges brug af skærme i undervisningen har jeg fulgt med stor interesse de seneste måneder. Jeg bemærkede blandt andet, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ville have kørt en mere restriktiv skærmpolitik, hvis han var skoleleder. Den følelse tror jeg, at de fleste forældre kan genkende fra eget hjem. Uanset om man er antidigital eller digital fortaler.  

Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at vi i debatten skelner mellem de tomme kalorier og de sunde kalorier, når det kommer til digitalisering. For bør vi måske i stedet se på, om den skærmtid, der trods alt er en del af vores hverdag, er den rette skærmtid?  

Jeg kender selv diskussionen hjemmefra, når min yngste søn stirrer ind i en lysende skærm i timevis. Her så jeg meget hellere, at han var ude at klatre i træer eller spille fodbold. Men han skal være mere end velkommen til at bruge skærmen, når den giver mening – for eksempel når han skal lave lektier eller hvis vi aftaler, at det er i orden at slappe af med lidt gaming.  

Diskussionen må ikke blive en kamp mellem det digitale og det analoge. Vi skal kunne skelne mellem, hvornår det er bedst med den fysiske skole og hvornår det bidrager med den digitale skole. Ingen skal selvfølgelig digitalisere hovedløst uden årsag og omvendt bør vi også være forsigtige med at skære alle skærme over én og samme kam. Dén konstruktive dialog, håber jeg, vi kan tage i fællesskab.  

Således kunne det også overvejes, at man i stedet for at se al skærmtid som én og samme ting for folkeskolen, skelner mellem, om det bruges til at løfte kvaliteten i undervisningen for folkeskolelæreren, om eleverne bruger det til at researche sig frem til de nyeste tal i samfundsfag, eller om det bare er en hel klasse, der sidder og stener YouTube hver for sig i frikvarteret i stedet for at komme ud og få rørt kroppen lidt.  

Digitalisering er med til at løfte kerneopgave i folkeskolen  

På rigtig mange områder mener jeg, at det er positivt, at vi er gået fra en fuldstændig analog til en mere digital folkeskole. For når jeg tænker tilbage, var der mange ting, der ikke fungerede i den analoge folkeskole, og i dag ser jeg flere steder, hvor digitaliseringen er med til at løfte folkeskolens kerneopgave og understøtte den gode, pædagogiske undervisning.  

Kontaktbogen husker jeg for eksempel som et af de håbløse redskaber, der - højt sat - 1-2 gange årligt blev brugt til dialog mellem hjemmet og skolen. I dag binder digitale platforme hjem og skole sammen, så forældre har et godt indblik i deres barns skolegang, og kan bruge det som udgangspunkt for kvalificeret dialog om børnenes trivsel og faglige udvikling.  

Jeg husker også, hvordan gamle atlas blev rullet op og ned foran tavlen. Kortene blev sjældent, hvis aldrig, udskiftet, og således gjorde landegrænserne på kortene det heller ikke. De forældede DDR-grænser måtte klasserne i årene efter os også stille sig tilfredse med at se på. I dag kan børnene via eksempelvis Google Maps se landegrænser, der svarer til den virkelighed, de befinder sig i, hvilket er godt for læringen.  

Og for de børn, der kan have det rigtig vanskeligt med at følge med i en normal undervisning, fordi de eksempelvis er ordblinde, har digitale værktøjer som it-rygsækken været vitale for, at de kan følge med i undervisningen på lige fod med klassekammeraterne.  

Vi har brug for kompetente og kritiske brugere  

Vi skal ikke skærme børn mod skærme bare for at gøre det. Vores samfund har behov for og gavn af digitalisering. Det er der utallige eksempler på, uanset om det omhandler sygehusvæsnet, bankverdenen, infrastrukturen eller det offentlige generelt – ligesom det også gælder folkeskolen. Derfor har Danmark også flere gange brystet sig af at være iført den digitale førertrøje på verdensplan.  

Vi har også brug for flere, især kvinder, der vil arbejde i STEM (Science, Technology, Engineering og Mathematics), fordi der er plads til mere blandede kompetencer, end der i feltet i dag. Derfor skal vi se det som en mulighed snarere end en ulempe, at eleverne i folkeskolen tidligt lærer at arbejde med og se fordelene i teknologiske redskaber, emner og fag. Så meget desto vigtigere er det, at vi ikke udskammer nysgerrigheden på det digitale felt.  

Og når det kommer til den digitale underklasse på de 20-25 procent af danskerne, der desværre er udfordret af digitalisering i større eller mindre grad, så bør kendskabet til digitale redskaber fra folkeskolealderen yde sit lille bidrag til løsningen på sigt, så alle borgere har den bedst mulige forudsætning for at tage del i samfundets mange muligheder på lige fod med alle andre.  

I regeringsgrundlaget står, at vi skal drøfte rammer for den fortsatte brug af digitale virkemidler i undervisningen. Den drøftelse bliver ikke god, hvis vi bliver polariserede i debatten.  

Det er vigtigt, at vi alle ser skærme og digitalisering som en mulighed, når det diskuteres. For skærme er mange ting, men i gode rammer er det et arbejdsunderstøttende værktøj for underviserne og et redskab, eleverne kan benytte i de rette situationer. Her bliver eleverne både kompetente digitale brugere samt bevidste om og kritiske i deres eget digitale forbrug.  

Ministeren og jeg kan sagtens blive enige om, at folkeskolen har ændret sig meget, siden vi selv havde sidste skoledag. Den teknologiske udvikling har ført rigtig mange gode ting i samfundet med sig – også for folkeskolen.