Vinderne af Digitaliseringsprisen 2018

Rigspolitiets løsning med automatisk genkendelse af nummerplader løb med en af de tre priser, da Digitaliseringsprisen i går blev uddelt i Musikhuset i Aarhus.

Statslige institutioner vandt to ud af tre priser, da årets uddeling af Digitaliseringsprisen løb af stablen i Aarhus i går. Sikkerhedsstyrelsen vandt Innovationsprisen, Rigspolitiet vandt Implementeringsprisen, mens Region Nordjylland snuppede Sammenhængsprisen.

Priserne blev uddelt onsdag i Musikhuset i Aarhus på konferencen "Offentlig digitalisering 2018". 34 projekter var indstillet til en af de tre priser i Digitaliseringsprisen, som er blevet uddelt siden 2004.

”Digitalisering er afgørende for at øge velfærd og effektivitet i vores samfund. Med Digitaliseringsprisen får vi vist og sat fokus på de mange interessante og gode initiativer og løsninger, der udvikles og anvendes på tværs af den offentlige sektor. De mange nominerede digitaliseringsprojekter er gode eksempler, som kan være med til at inspirere andre,” siger områdedirektør i KMD Ruth Wisborg, der overrakte priserne i Aarhus.

Digital transformation gav pris til Sikkerhedsstyrelsen

Innovationsprisen gik til Sikkerhedsstyrelsen for projektet ”Digital transformation i Sikkerhedsstyrelsen”.

Sikkerhedsstyrelsen har gennem anvendelse af automatisering, selvbetjening, agile metoder, medarbejderinvolvering og et klart kundefokus lykkedes med transformationen på kort tid og med relativt små justeringer. Effekten har bl.a. været væsentligt kortere sagsbehandlingstid og flere straksafgørelser.

”Projektet i Sikkerhedsstyrelsen er et godt eksempel på digitalisering, der vil få stor betydning for borgerne. Der er arbejdet fokuseret med digital transformation internt i organisationen. En række manuelle arbejdsgange er gjort digitale, og der er blevet anvendt data, så borgerne vil opleve en bedre og hurtigere sagsbehandling,” siger Lisa Herold Ferbing, formand for både Djøf og for den uafhængige dommerkomite.

De to øvrige nominerede var Blindecenter Bredegaard fra Region Hovedstaden for ”Blinfo – talende skilte guider blinde og svagsynede” og Københavns Kommunes borgerservice for ”Selvbetjeningsstander til pas og kørekort”.

Borgernes oplevelse af sammenhæng på tværs af offentlige myndigheder står i disse år højt på dagsordenen. Og netop digitalisering giver unik mulighed for at skabe sammenhæng på tværs af den offentlige sektor og binde allerede eksisterende IT-løsninger og data sammen

Dorte Stigaard, Innovationsdirektør på Aalborg Universitets og medlem af dommerkomiteen

Rigspolitiet scannede sig til Implementeringsprisen

Det var et stærkt felt af nominerede, der bejlede til årets Implementeringspris. Rigspolitiet vandt med de automatiske nummerpladescannere, mens Odense Kommunes ”Tyra – den hjælpsomme robot” og Aarhus Universitetshospitals ”Telemedicinsk hjemmemonitorering af gravide” var de to øvrige nominerede.

Rigspolitiet har gennemført et omfattende projekt, som har haft betydning bredt i organisationen. Automatisk nummerpladegenkendelse er et intelligent system med nummerpladescannere, som kan alarmere politiet, hvis et køretøj, som er registreret i politiets systemer, passerer et kamera. 

”Projektet er et godt eksempel på, hvordan en automatiseret indsamling af nye data kan ændre opgaveløsningen ret grundlæggende, hvis data bringes i spil på rette vis,” siger Andreas Berggren, direktør for Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og medlem af dommerkomiteen.

”Det er et rigtigt stor puslespil at få til at fungere; både den tekniske del med scannere på bilerne, behandling af de indsamlede data i realtid samt ændringer i organisation og processer for at kunne reagere straks på den indsamlede viden. Det er imponerende, at Rigspolitiet er lykkes med det, og det gør det relevant for omverdenen at have høje forventninger til den videre anvendelse af it, data og analytics i politiets arbejde,” siger han.

Ny sundhedsjournal sendte Sammenhængsprisen til Nordjylland

Mens Styrelsen for IT og Læring var nomineret for ”Mine Realkompetencer” og Aarhus Universitetshospital var det for ”Fra patientindkaldelse til digital forløbskoordinator”, så var det Region Nordjylland, der vandt Sammenhængsprisen for ”Sundhedsjournalen version 2”.

I Region Nordjylland sikrer Sundhedsjournalen borgeren og sundhedspersonalet et sammenhængende overblik over borgeres sundhedsdata. Den samler alle sundhedsdata ét sted og giver mulighed for at dele data på tværs af sektorer. Sundhedsjournalen skaber åbenhed og transparens i forhold til patienten, og den løbende logning og den øgede indsigt i data - og muligheden for afgræsning af indsigt - bidrager til at øge datasikkerheden.

”Borgernes oplevelse af sammenhæng på tværs af offentlige myndigheder står i disse år højt på dagsordenen. Og netop digitalisering giver unik mulighed for at skabe sammenhæng på tværs af den offentlige sektor og binde allerede eksisterende IT-løsninger og data sammen,” siger Dorte Stigaard, Innovationsdirektør på Aalborg Universitets og medlem af dommerkomiteen.

”Glædeligt og flot, hvordan regionerne med Region Nordjylland i front har skabt nye muligheder med et sammenhængende overblik over borgernes sundhedsdata og dermed skabt én fælles patientjournal på tværs,” siger hun.

Digitaliseringsprisen 2018 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner, Djøf, Dansk IT, Rambøll, Charlie Tango og KMD. Digitaliseringsprisen er blevet uddelt siden 2004.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder, indsigter og invitationer for kommuner og regioner direkte i din indbakke.

Tilmeld dig her