De udsatte borgere bliver ladt i stikken, når helhedsloven udskydes gang på gang

Kvinde med foldede hænder, der forklarer noget til en mandlig kollega i baggrunden

Den blev lanceret allerede i 2018, men helhedsloven, som skal give borgere med komplekse problemer en mere sammenhængende indsats, er stadig ikke blevet til realitet. Loven er for nylig blevet udskudt. Igen. Læs KMD’s Louise Jørgensens debatindlæg om, hvad konsekvenserne ved manglende lovgrundlag er, og hvordan det vanskeliggør helhedsorienteringen i borgerforløbene.

Af Louise Jørgensen, Innovation Lead i KMD Momentum”Der er en ny hovedlov på vej om en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse og sammensatte problemstillinger.” Sådan lød det fra den daværende regering allerede i 2018, hvor man indgik en bred politisk aftale om at gøre op med store elementer af den sektoropdelte lovgivning.

Med en skarp sektoropdeling, som vi kender den, risikerer udsatte borgere at havne i et ingenmandsland mellem to lovgrundlag, hvor ingen tager ansvar, eller omvendt mødes af absurd bureaukrati og dobbeltdokumentation, fordi man ikke taler sammen og koordinerer på tværs. Resultatet kan i værste fald betyde, at forskellige foranstaltninger rettet mod borgeren eller borgerens pårørende modvirker hinanden og forværrer borgerens situation, eller bare ophæver hinanden og dermed ikke har nogen effekt.
Den foreslåede nye lov skulle derfor indrettes sådan, at den tog udgangspunkt i den enkelte, udsatte borgers samlede situation og behov. Men helhedsloven – eller hovedloven, som den også kaldes – er netop blevet udskudt. Igen.

Det siger sig selv, at en helhedslov ikke skal træde fuldstændigt i stedet for hver enkelt sektors lovgrundlag. Der er fortsat behov for nogle gode og omfattende sektorlovgivninger til den enkeltfaglige sagsbehandling. Og derfor er det heller ikke nemt at lave en helhedslov, som bl.a. bygger et hierarki med de styringsparadigmer, som sektorlovgivningerne er bundet op i. Men behovet er tydeligt. Det er nemlig ualmindeligt vanskeligt at arbejde helhedsorienteret i kommunerne uden et entydigt styringsgrundlag i loven.

Helhedsorientering er vanskeligt uden lovgrundlag

Lad os kaste et blik på, hvor skoen trykker lige nu:

Indledningsvist er det grundlæggende svært at have KPI’er for udsatte borgere, fordi der ofte er tale om langvarige forløb og indsatser, som ikke nødvendigvis er løst inden for et budgetår eller en valgperiode. Og i den udstrækning, man bruger KPI’er, arbejder de forskellige områder i kommunen efter forskellige målsætninger, og nogle gange i hver sin retning. At arbejde helhedsorienteret kræver, at den ene part indimellem sætter den andens mål øverst, for samlet set at opnå den bedste effekt af den helhedsorienteret indsats.

Kommunens medarbejdere vil gerne helhedsorientering, men bliver målt på lokale processer. Det betyder i vid udstrækning dobbeltarbejde, når man gerne vil helgardere sig og derfor fortsætter den kendte praksis, og samtidig forsøger at lave helhedsorienteret samarbejde og koordinering ovenpå. Det presser medarbejderne og giver modstand mod nye tiltag for tværfagligt samarbejde.

Når der mangler klar lovgivning, styringsparadigmer og incitamentsstruktur til helhedsorientering, ender det ofte i interne sværdslag mellem fagkulturerne. Det betyder forhandlinger mellem sektorchefer i kommunen og mellem medarbejdere omkring borgeren, og på den måde kommer fokus væk fra at skabe størst mulig synergi og gevinst af samarbejdet.

Nogle erfaringer fra projekter om helhedsorienterede indsatser peger på problemer omkring manglende digital understøttelse. Men it-understøttelsen er også underlagt lovgivningen. Selv om vi har den teknologiske infrastruktur til at indsamle og dele data, forudsætter det enighed om, hvilke data, som er relevante og nødvendige at dele. It kan ikke løse problemer, som skal løses politisk.

Kom i gang med lovgivningsarbejdet

Men svære problemstillinger forsvinder ikke ved at skubbe dem foran sig. De reduceres, når vi begynder at tage livtag med dem, også selvom vi ikke kan nå hele vejen i første hug. Derfor er det også både ærgerligt og skuffende, at hovedloven udskydes endnu engang.

Udsatte og sårbare unge, voksne og familier kæmper med konsekvenserne hver dag. De kommer i klemme i en offentlig sektor, som kæmper med dobbeltlovgivning, manglede koordinering og manglende tværfagligt samarbejde. Og det ender med at blive borgerens hovedpine at skulle jonglere flere kontaktpersoner, planer og indsatser, og finde vej igennem junglen.

Dygtige medarbejdere og ledere i kommunerne står med ansvaret og forsøger at forhandle sig til koordination. De ved godt, hvad der skal til i praksis, men det er svært at realisere, når lovgivningen spænder ben.

Vores samfund taber, fordi vi ikke får den bedste indsats for pengene, men mest fordi vi risikerer at gruppen af udsatte og sårbare unge og voksne øges og får endnu sværere betingelser i deres livssituation. Det kan og skal vi gøre bedre. Hellere i dag end i morgen. Lad os nu få aftalen om helhedsloven udmøntet i lovgivning.