Din ServiceDesk: Stina er kalenderhaj og servicegen i ét

Vi fortsætter artikelserien om ServiceDesk og nogle af dine hjælpere derfra. I dag zoomer vi ind på Stina Andersen og hendes kompetencer. Find også link til de tidligere artikler her.

KORT OM STINA

  • Stina Andersen, 37 år - lidt endnu.
  • Arbejder fra KMD’s lokation i Odense plus hovedlokationen i Ballerup. Bor i Veflinge på Nordfyn.
  • Yndlingsopgave: Stinas spidskompetence er sager, der handler om kalenderen i KMD Nexus. Energien, der opstår i samspillet med vores kunder, slår dog alt.
  • Et svagt punkt: Stina startede i ServiceDesk i 2021 og har nogle gange brug for at grave lidt, inden hun kan give det rigtige svar. Så hun er sikker på at komme hele vejen rundt.
  • Fritid: Her samler Stina energi på sine gode, lange ture med granddanoisen Bailey – med lydbøger i ørerne.

Stina Andersen er en af ServiceDesks nyeste kræfter. Hun startede her i april 2021, men hun har arbejdet med KMD Nexus siden 2017. Dengang både som slutbruger, superbruger og nøgleperson.

Hendes baggrund som SOSU-hjælper i offentlig og privat hjemmepleje, både som udkørende og planlægger, betyder en solid praktisk erfaring, som Stina trækker på hver eneste dag i ServiceDesk. Eksempelvis spørger hun tit ind til jeres lokale arbejdsgange – og kan anbefale en ny arbejdsgang, hvis hun ser gode muligheder.

Det var interessen for KMD Nexus og lysten til at prøve noget nyt, der fik Stina til at søge ind hos os i KMD. Hun kunne se de fagligt spændende muligheder i stillingen, samtidig med at hun kan bruge sit store servicegen. At hun så har fået lov til at specialisere sig inden for EVA Planlægning, ser hun som et ekstra plus, der er kommet til.

Planlægning og kreativitet

Stinas erfaring med planlægning i kommuner og det private har gjort det naturligt, at hun er med på holdet, der implementerer og præsenterer EVA Planlægning. Hillerød Kommune er netop gået live med EVA og et par kommuner følger hen over foråret. I de samarbejder er Stina meget opmærksom på, hvordan en kommune arbejder. Hun kommer med konkrete råd om, hvordan brugerne kan spare klik og forenkler deres arbejdsgange – og siger til, hvis visiteringen ikke stemmer overens med det planlagte.

God planlægning skaber plads til kreativitet. Og Stina er bestemt ikke firkantet, tværtimod er hun drøngod til at finde alternative løsninger. Da hun var planlægger, fandt hun sammen med medarbejderne frem til arbejdsplaner, der passede med borgernes ønsker. Og hun planlagde altid kun med egne ressourcer; hun var ikke bleg for selv at køre ud til borgerne, til både rengøring og plejebesøg, for at få enderne til at hænge sammen. ”Men det var altså før coronarestriktioner sendte så mange hjem i isolation”, skynder Stina sig at tilføje.

Nye øjne på opgaverne

Samarbejdet i ServiceDesk kører godt og tit i højt humør. Udgangspunktet er, at kollegerne indbyrdes fordeler opgaverne efter spidskompetencer.

Fordi Stina er nysgerrig af natur, hamstrer hun jævnligt opgaver, der handler om alt muligt andet end kalender og planlægning. På den måde er hun blevet ferm til Nexus Mobile, ligesom hun arbejder sig ind på Sundhedslogistik. ”Jeg tager en opgave og ringer til kollegaen med spidskompetence på området. Derfor varierer det, hvem der svarer på en bestemt opgavetype. Så er vi heller ikke låst på, at det kun er to mennesker, som ved noget om et område. For de fleste af os gælder det, at vi ved lidt om meget og meget om lidt”, slutter Stina.

I nyhedsbrevet fra oktober kan du møde vores ServiceDesk samlet, mens nyhedsbrevet fra november bragte et portræt af Stinas kollega Rune Majgård. Også i de kommende nyhedsbreve zoomer vi ind på nogle af ServiceDesks medarbejdere med små portrætter. Deres fag-fagligheder, systemkendskab og motivationen for at hjælpe dig og din organisation til at få fuldt udbytte af KMD Nexus i jeres travle hverdage.

Din ServiceDesk – bagerst fra venstre er det Søren Nygaard, Niels Dyrnesli, Rune Majgård og Jasmin Aflatouni. Forrest fra venstre har vi Bente Edith Sørensen, Pia H. Udengaard, Stina Andersen og Sarah Lundtang. Siden er også Christina Kongstad Hald blevet en del af teamet.