Telekommunikation med KOL patienter mindsker antallet af genindlæggelser i Slagelse Kommune

”Jeg har lavet en samlet oversigt over de handlinger, som er iværksat ude hos borgerne. Umiddelbart tyder det på, at der har været 11 sparede genindlæggelser på 3 måneder,” fortæller specialsygeplejerske Hanne Rode.

Slagelse Kommune er en ud af ti pilotkommuner, som i øjeblikket afprøver den nye digitale løsning, KMD Viva. Løsningen er et supplement til sygeplejepersonalets fysiske besøg hos borgerne.

Specialsygeplejerske på KOL-området i Slagelse Kommune, Hanne Rode, er meget positiv over for sit nye online-værktøj. KMD Viva gør det nemlig muligt at optimere behandlingen af KOL-patienter og derved reducere risikoen for indlæggelse.

"Det er en stor gevinst, at de kronisk syge patienter kan blive i eget hjem, hvor de er trygge og kan få en behandling, som gør, at de ikke får en masse komplikationer," fortæller Hanne Rode.

Men der er også en økonomisk gevinst ved brugen af det nye system. En genindlæggelse koster nemlig typisk kommunen 13.000-15.000 kroner.

"Jeg har lavet en samlet oversigt over de handlinger, som er iværksat ude hos borgerne, fordi jeg kunne gå på KMD Viva med det samme. Umiddelbart tyder det på, at der har været 11 sparede genindlæggelser på 3 måneder," fortæller specialsygeplejerske Hanne Rode.