3F Superliga-spillere sikres COVID-19 test i ny aftale mellem Divisionsforeningen, KMD og Qlife

KMD kuglepenne

KMD har sammen med Qlife indgået en aftale med Divisionsforeningen om COVID-19-test af spillere og personale i 3F Superliga og NordicBet Liga. KMD leverer datainfrastrukturen og Qlife leverer testudstyr, så spillere og ansatte testes for COVID-19 inden kampstart 28. maj og herefter kontinuerligt testes ugentligt gennem alle spilleuger.

Parterne har indgået en  aftale om en COVID-19-testplan for spillere, dommere, og klubpersonale i 3F Superliga og NordicBet Liga. Sammen har Divisionsforeningen, KMD og Qlife udviklet en testprotokol der bl.a. indebærer ugentlig test af spillere og personale.

 
"Det er helt afgørende for 3F Superliga, at vi kan komme i gang med spillet, og få afsluttet alle kampene i sæsonen. Det kan kun ske, hvis vi kan gennemføre det på en ansvarlig måde, både over for spillerne og over for vores sundhedsvæsen. Fysisk kontakt kan ikke undgås i en fodboldkamp og derfor er vi nødt til at tage ekstra forholdsregler for at minimere smittespredning," siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
 
Divisionsforeningen og KMD har i forvejen et tæt datasamarbejde, og det var derfor nærliggende at etablere et samarbejde med KMD og Qlife, der er støttet og delvist ejet af KMD.
 
"Vi er særdeles glade for, at vi med vores viden om it-infrastruktur og dataanalyse kan bidrage til, at 3F Superligaen og NordicBet Ligaen kan åbne igen på en tryg og sikker måde. I aftalen kombinerer vi medico- og datateknik for på den måde at understøtte et komplekst behov hos kunden. Det er netop der, vi har vores styrke, og samtidig har vi et stærkt samarbejde med Divisionsforeningen og med en partner som Qlife, der leverer et unikt produkt", siger direktør i KMD, Christian Binggeli-Winter.
 
Qlife står bag en ny teknologi, der gør det muligt at tage fx blodprøver derhjemme via deres Egoo System. Qlife har via en licens- og leveringsaftale med den finske diagnostik-virksomhed Aidian Oy integreret Aidan Oy's patenterede SIBA-teknologi i Qlife's Egoo system. Det betyder, at det også bliver muligt at udføre tests overalt i nærvær af uddannet personale, som fx en sygeplejerske.
 
"Denne første kommercielle ordre af vores Sars-CoV-2 test har en stor strategisk betydning for os. Sport er et godt segment for Qlife, selvom det er en logistisk udfordring at tilbyde denne type massetestning under en pandemi. Fodbold er en betydningsfuld del af mange menneskers liv - og derfor er vi glade for, at vi kan bidrage til genåbning af kulturlivet i Danmark på en sikker måde," siger Thomas Warthoe, CEO i Qlife.
 
En mere specifik beskrivelse af test set up bliver meldt ud, når det er endeligt på plads.

Om Divisionsforeningen

Divisionsforeningen repræsenterer fodboldklubberne i de tre bedste herrerækker - 3F Superliga, NordicBet Liga og 2. Division. Foreningens formål er at skabe en effektiv ramme for udvikling og drift af klubfodbold på eliteniveau i Danmark - herunder at bidrage til at øge dansk klubfodbolds internationale konkurrenceevne. Divisionsforeningen varetager en bred vifte af opgaver for de professionelle klubber herunder turnerings administration, spillerkontrakt administration og en lang række andre fællesopgaver. 

Om KMD 

KMD er den største danske it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, heraf cirka 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 5,3 mia. kr. og har cirka 3.200 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier. Læs mere på www.kmd.dk. 
 

Om Qlife

Qlife er en dansk Health Tech virksomhed, der søger at revolutionere markedet for biomarkører i forbindelse med blodprøver ved at tage blodprøverne ud af laboratoriet og ind i folks hjem. Det gør det hurtigere at få adgang til blodprøveresultater og lettere at overvåge patienters blodværdier og dermed forbedre behandlingen af den enkelte patient. Qlife-aktier handles på Nasdaq First North Growth Market i Stockholm. Læs mere på www.Egoo.health og www.Qlifeholding.com.

Kontaktinformation

Divisionsforeningen, Claus Thomsen, direktør, thom@df.dbu.dk, (+45) 20 68 30 55
KMD, Ditte Haugaard Clausen, Lead PA & Sustainability Officer, dhc@kmd.dk, (+45) 20 85 19 56