KMD genvinder aftale om Skattekontoen

Ruth

EU-udbuddet om drift, support, vedligeholdelse og videreudvikling af Skattekontoen er netop afgjort, og det bliver KMD, der fortsætter som leverandør på området. Der er tale om en 9-årig aftale, som den danskbaserede it-koncern har vundet i konkurrence med to andre leverandører. Det er Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der står bag udbuddet.

Skattekontoen håndterer et centralt område af den digitale infrastruktur i det danske samfund med opkrævning af skatter og afgifter for alle virksomheder. Det stiller krav om en sikker og stabil drift, korrekte opkrævninger, indbetalinger, udligninger, renteberegning m.v.

Aftalen om drift, support, vedligeholdelse og videreudvikling af Skattekontoen har netop været i EU-udbud, og valget er faldet på den nuværende leverandør, KMD. Aftalen er indgået med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen i konkurrence med to andre leverandører. Kontrakten gælder de næste 9 år.

”Vi er yderst tilfredse med, at det er lykkedes os at genvinde aftalen. KMD har oparbejdet stor erfaring med vedligehold og videreudvikling af Skattekontoen gennem den nuværende kontraktperiode, og vi ser indgåelsen af den nye aftale som en anerkendelse af, at der er gjort et godt stykke arbejde. Og naturligvis en tillidserklæring på, at det bliver vi ved med. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen om Skattekontoen,” siger Ruth Wisborg, direktør i KMD og chef for forretningsenheden Digital Transformation Services, der blandt andet har ansvaret for KMD’s forretning i det statslige segment.

Skattekontoen er delt i to forretningsmæssige komponenter, Debitormotoren (DMO) og Debitor Motor Service (DMS). Det SAP-baserede DMO understøtter håndtering af økonomiske mellemværender mellem Skatteforvaltningen og virksomhederne i forhold til opkrævningsloven. DMS er en snitflade, der kan tilgås af Skatteforvaltningen samt alle virksomheder. Gennem servicekald udstilles data fra DMO i DMS-portalen, som giver et overblik over en virksomheds mellemværende med Skatteforvaltningen.

KMD leverer i dag drift og udviklingsydelser til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på flere områder udover Skattekontoen – herunder SKAT Forskud, SKAT Ligning, ESDH og SAP Classic. KMD servicerer – udover Skatteforvaltningen – en række andre offentlige kunder, som har en tilsvarende SAP-platform og set-up, herunder Københavns Kommune, ATP og Energinet.

Om KMD

KMD hører til blandt de største danske it-virksomheder og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, heraf cirka 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 5,4 mia. kr. og mere end 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier. Læs mere på www.kmd.dk.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef