KMD og NordVirk i samarbejde om genbrug af it-hardware

Ditte Haugaard Clausen, der holder blomster i sine hænder foran en bakke med vildtgroende græs

KMD og den nordjyske it-virksomhed NordVirk har indgået en samarbejdsaftale omkring genbrug af it-hardware. Fremover aftager NordVirk KMD's brugte medarbejder-pc'er, renser dem for data, istandsætter, opdaterer og sælger dem som istandsatte - det man kalder refurbished - pc'er. Samarbejdet bidrager til at minimere affald og CO2-udledning, og samtidig bidrager det til jobskabelse blandt udsatte grupper.

I Danmark tænker vi mere og mere grønt og klimavenligt. Vi bygger vindmølleparker, sorterer vores affald, køber brugt og går op i bæredygtige materialer. Selv når det kommer til it-udstyr, er efterspørgslen efter bæredygtige løsninger voksende. Det mærker it-virksomheden NordVirk, som specialiserer sig i genbrugt og 'refurbished' it-udstyr. Omkring 15-20.000 databærende enheder bliver således hvert år istandsat og solgt i den nordjyske virksomhed, som også tidligere har haft en lignende samarbejdsaftale med KMD.

"I 2013 indledte vi første gang samarbejdet med NordVirk, men stoppede fordi vi fik ny it-leverandør, der selv stod for køb og salg af vores udstyr," forklarer Allan Hejndorf, Vice President i KMD Group IT & FM og fortsætter:

"Men nu har vi besluttet at tage noget af vores udstyr tilbage og genoptage samarbejdet med NordVirk. Dels fordi vi kan se, at der er masser af levetid tilbage i vores brugte udstyr, selvom det ikke længere er brugbart hos os, og fordi NordVirk har et sympatisk formål, som vi gerne vil støtte op omkring. Og endelig fordi vi tror på, at det er mere miljøvenligt at recirkulere it-udstyret i hel stand frem for at sælge det til en køber, der skiller det ad og sælger det videre som enkeltdele og skrotter resten."

Alt bliver genanvendt - i sikre rammer

Hos NordVirk bliver alt, der kan genanvendes, nemlig brugt til istandsættelse og sammensætning af 'nye' funktionelle pc'er. Modtager de en sending pc'er fra eksempelvis KMD, hvor 10 er så defekte, at de ikke kan reddes, kan man måske ved hjælp af de defekte pc'ers funktionelle dele sammensætte fire tip-top pc'ere samt høste et hav af reservedele, der kan bruges på et senere tidspunkt. Kun dele, der er absolut uanvendelige, skrottes - igen efter helt særlige bæredygtige retningslinjer, så intet går til spilde. F.eks. er der rigtig mange ædelmetaller i it-skrot, som er værdifulde og kan genanvendes, hvis de bliver behandlet korrekt.

Netop fordi der er tale om brugt it-udstyr, der potentielt indeholder masser af data, er der fokus på sikkerheden. Således bliver udstyret først renset for data hos KMD og siden fragtet i sikkerhedsaflukkede biler til NordVirk, hvor det igen opbevares under lås og slå, indtil det er renset i henhold til ISO 27001-standarden for datasikkerhed. Derudover renses produkterne fysisk for logo og tyverisikring. Dermed kan man være sikker på, at følsomme data ikke ved en fejl havner hos dem, der køber udstyret.

25 unge med autisme

NordVirk er oprindelig en spinoff af Autismecenter Nord-Bo, men gik i 2013 selvstændigt og blev til den socialøkonomiske virksomhed NordVirk. Samarbejdet med KMD var med til at give en god opstart med brugte pc'ere at arbejde med.

"Vi er etableret som en erhvervsdrivende fond, så vi er 100 % non-profit," forklarer Stepan Lee, administrerende direktør i NordVirk. "Og hvis der skulle være et overskud, går det direkte ind og gavner målgruppen. Det kan f.eks. blive til ekstra kurser eller opgradering af NordVirk. Men vi opfatter mest os selv som en top-professionel it-virksomhed, der køber og sælger brugte istandsatte pc'er på helt almindelige markedsvilkår.

Den eneste forskel på os og andre 'refurbishment'-virksomheder er, at vi har omkring 25 personer med autisme i huset. Fra helt unge mennesker, der har brug for hjælp og støtte til uddannelse, til modne mennesker i jobafklaring og fleksjob. Fælles for dem alle er, at de er top-motiverede til it-relaterede opgaver, og hos NordVirk møder de et fællesskab af ligesindede og lærer en masse grundlæggende principper omkring det at være social og gå på arbejde. Flere af vores ansatte har ligeledes en autisme-profil."

Vigtigt tiltag i KMD's bæredygtighedsstrategi

For Ditte Haugaard Clausen, bæredygtighedschef i KMD, er der ingen tvivl om, at samarbejdet med NordVirk er et vigtigt tiltag i KMD's generelle bæredygtighedsstrategi.

"Produktion af it-hardware er forbundet med meget høj klimabelastning og tærer på verdens begrænsede naturressourcer. Derfor er det afgørende, at vi højere grad får indarbejdet en cirkulær omstilling af vores elektronikforbrug for at udnytte ressourcerne bedre og dermed også nedbringe klimabelastningen i forhold til levetiden. At NordVirk samtidig skaber beskæftigelse for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet er bare et ekstra kæmpestort plus," slutter Ditte Haugaard Clausen.

Om NordVirk

NordVirk er en it-virksomhed med socialt formål. NordVirk driver virksomhed med fokus på genanvendelse af brugt it-udstyr med fokus på miljørigtig bæredygtighed med forlængelse af levetiden på udstyret. Endelig er der fokus på social bæredygtighed i form af at uddanne, oplære og ansætte mennesker med autisme, som kan bruge og udvikle deres arbejdsevner og ressourcer i uddannelse og job.

NordVirk har siden opstarten haft omkring 100 mennesker igennem forløb, både i Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) og beskæftigelsesrettede forløb. På STU-delen fordeler det sig således:

  • 30% af de unge går videre i beskæftigelse og ansættelse på arbejdsmarkedet.
  • 40% går videre i uddannelse.
  • 30% går videre i trivselstilbud og kommer ikke til at ramme arbejdsmarkedet.

NordVirk er etableret som erhvervsdrivende fond, Fonden NordVirk. Det betyder, at NordVirk er en non-profit-organisation, der geninvesterer overskuddet i virksomheden til gavn for bæredygtighed og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Læs mere på nordvirk.dk

Om KMD

KMD hører til blandt de største danske it-virksomheder og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, heraf cirka 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 5,4 mia. kr. og mere end 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef