Aarhus Kommune vælger KMD som leverandør af to store it-systemer

Århus by med domkirken i forgrunden

Aarhus Kommune og KMD har netop indgået ny aftale om to administrative it-systemer til at håndtere kommunens økonomi samt til at opkræve betaling fra borgere og virksomheder.

Når Aarhus Kommune skal holde styr på kommunens regnskaber og opkræve betaling fra borgere og virksomheder, skal det fortsat ske med it-løsningerne KMD Opus Økonomi og KMD Opus Debitor. Det står klart, efter KMD netop har genvundet to aftaler med Aarhus Kommune. Aftalerne løber frem til 2032.

”Det er altid en spændende og interessant proces, når vi udbyder centrale systemer, fordi den løbende udvikling giver os en ekstra mulighed for at se kritisk på vores arbejdsprocesser, og hvordan vi bedst kan understøtte og optimere dem. Ovenpå en længere granskning af de tilbud vi havde, føler vi os overbeviste om, at vores nye valg af leverandører vil sikre, at Aarhus Kommune er klar til at tage de næste skridt i den digitale udvikling.” siger Peter Pedersen, økonomidirektør i Aarhus Kommune.

I KMD ser man også frem til samarbejdet.

”Jeg er meget stolt over, at vi har genvundet kontrakterne, og jeg ser frem til et fortsat godt strategisk partnerskab om at understøtte økonomi- og opkrævningsprocesserne i Aarhus Kommune, så de kan fortsætte deres effektive indsats,” siger Lars Hejlemann Vinge, direktør for administrative softwareløsninger i KMD.

Med økonomisystemet KMD Opus Økonomi vil KMD fortsat levere effektive, digitale redskaber til Aarhus Kommune, så man kan optimere den kommunale økonomistyring. It-systemet giver både Aarhus kommune det fulde økonomiske overblik over kommunens ressourcer og mulighed for at effektivisere de økonomiske processer løbende.

KMD Opus Debitor hjælper med at skabe et overblik over opkrævningsforløbet og på de enkelte kravstyper, når Aarhus Kommunes blandt andet skal opkræve betaling for daginstitutioner, folkeregisterbøder og busbøder. Det sker gennem analyseudtræk og monitorering af rykkeraktiviteten, så man sikrer, at de skyldige beløb kommer i kommunekassen. Dermed undgår kommunen også i videst muligt omfang, at en borgers eller virksomheds ubetalte regning skal sendes videre til Gældsstyrelsen eller politiet.

I leveringen af begge løsninger har KMD især lagt vægt på at sikre forretningsunderstøttelse af Aarhus Kommune gennem et strategisk partnerskab med høj kvalitet, brugervenlighed og driftssikkerhed. Det sker blandt andet gennem fokus på slutbrugeren og deres arbejdsopgaver i løsningen, sammenhængende data og effektive arbejdsgange, samt et særligt fokus på at sikre gode muligheder for automatiseringer med brug af nye teknologiske muligheder.

Om KMD

KMD er en af de største danske it-virksomheder, der udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, hvoraf cirka 800 er danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 4,9 mia. kr. og omkring 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, en førende global virksomhed inden for integration af it- og netværksteknologier.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef