Fire ishockeyklubber indgår datasamarbejde med KMD for at lette arbejdet med sponsorer

To ishockeyspillere, der kæmper om pucken set nedefra

Fire ishockeyklubber har netop indgået aftale med KMD for at få mere værdi ud af data. Forventningen er, at det nye værktøj Clubtimiser skal indsamle og ensarte data, hvilket kan danne fundament for automatisering af arbejdsgange forbundet med sponsorer og vidensdeling klubberne imellem.

Fodboldklubberne er begyndt at ansætte dataknusere til at arbejde med resultater og sponsorater, og håndboldklubberne har også oprustet på datafronten. Nu er tiden kommet til Metal Ligaen, hvor datadrevne beslutninger og automatisering kan give stor værdi. På den baggrund har klubberne Esbjerg, Herning, Aalborg og Frederikshavn købt løsningen KMD Clubtimiser.

Ishockeyklubberne forventer, at det nye værktøj kan lette arbejdet med sponsorhåndteringen, som i dag trækker mange administrative kræfter i klubberne. KMD har erfaring fra andre klubber, hvor optimeringen af den samlede datapulje frigør ressourcer og kan skabe en forøget kommerciel værdi med 20 - 40 %.

”Ishockeyligaen har lige som andre professionelle sportsgrene fået øjnene op for værdien af at arbejde systematisk med data. Der er ikke mange ressourcer i klubberne, så det at arbejde på en smartere måde kommer til at løfte dem alle. En vigtig ingrediens er sponsorater og kunderelationer, og ved at bruge data på en mere intelligent måde kan vi styrke det kommercielle ben,” fortæller Thomas Bjuring, kommerciel chef i Danmarks Ishockey Union & Metal Ligaen.

KMD oplever en stigende efterspørgsel efter værktøjer, der kan understøtte datadrevne beslutninger i sportens verden. It-virksomhedens sportssoftware bruges aktivt af flere superligaklubber og hele 1. division inden for fodbold samt flere håndboldklubber i ind- og udland, men det er første gang, at KMD Clubtimiser bruges i ishockey.

”Ishockeyligaen er allerede langt fremme i forhold til at give den bedst mulige oplevelse for klubbernes fans. For eksempel gælder billetsystemet på tværs af klubberne, så dit sæsonkort kan bruges, når din klub spiller på udebane i en anden by.

Men der er stadig mange åbenlyse gevinster at hente i forhold til at sikre større ensartethed i sponsorhåndtering, vidensdeling og arbejdsgange. Med smart brug af klubbernes data kan vi gøre en stor del af det håndholdte arbejde automatisk, lige fra styring af billetallokering til ordre- og fakturahåndtering, som samtidig øger klubbernes beslutningsgrundlag ud fra sammenlignelige data,” fortæller Anders Dahl, business director hos KMD Clubtimiser.

De fire ishockeyklubber Esbjerg, Herning, Aalborg og Frederikshavn sætter alle det nye system i drift denne uge med en fælles opstart i Aalborg tirsdag den 4. maj, hvor klubberne kan blive klogere på værktøjet og brugen af data som beslutningsstøtte.

Arbejdet med værktøjet kommer til at ske lokalt i de fire ishockeyklubber. Men den fælles platform skal skabe et fundament for bedre beslutninger lokalt og gennem best practice fra andre klubber.

Fakta om værktøjet

KMD Clubtimiser er en Customer Relations Management-software til sportsklubber. Løsningen blev i sidste sommer en del af den danske it-virksomhed KMD.

Med KMD Clubtimiser får klubberne en helhedsløsning til strukturering af B2B kunde- og sponsordata, overblik over produkt- og lagerstyring, kampstyringsfunktioner, styring af LED-bannere, optimering af arbejdsgange gennem automatisering og B2C-håndtering af fanengagement.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef