Respekt for menneskene i dit team og din organisation

Portræt af Na'Tosha Bard

Artikelserie om ledelse: I alle virksomheder og organisationer, store som små, fylder ledelsesdisciplinen en del og har betydelig indvirken på en organisations præstationer såvel som medarbejdernes trivsel, motivation og udvikling. I denne artikelserie sætter vi fokus på KMD’s topledelse. I dette interview møder vi Na'Tosha Bard, CTO i KMD.

Hvordan ser et godt team ud?

Et godt team er bygget op omkring en stærk kultur af tillid og åbenhed, for det giver nemlig alle mulighed for at spille ind med deres idéer til den samlede løsning. Tilliden og åbenheden skaber også plads til, at man kan og tør sige højt, hvis der er noget, man ikke har svaret på. Det bør man også være åben om som leder, så man kan gøre brug af muligheden for at trække på netop den viden fra sit team.

Hvad er de vigtigste lederværktøjer for at skabe resultater gennem sit team?

Når du har det privilegie, det er at lede, handler det først og fremmest om, at du skal have respekt for menneskene i dit team og din organisation. Det kommer også til udtryk, når du som leder skal videreudvikle de kompetencer, der er i dit team, hvilket nogle gange er et overset værktøj. 

Hvad er den vigtigste egenskab for en leder?

Det er ydmyghed, for det handler ikke om dig, men om den store organisation, du er en lille del af. Når det så er sagt, så sejler båden jo i den retning, du sætter den til, og derfor er det en lige så vigtig egenskab som leder, at du har mod. 

Kan alle mennesker bliver leder?

Ledelse er som alt andet. De fleste ting kan man jo lære, hvis man gør sig nok umage, men som det er med alle andre evner, kan der jo også være noget, der falder en mere naturligt end andet. Og igen vil jeg sige, at har man ikke ydmyghed og mod, så bliver man nok ikke en god leder. 

Kan man lede et fagområde, som man ikke selv er ekspert på?

Nogle gange… Det handler virkelig om, hvilket område det drejer sig om og hvad ens baggrund er. Jeg synes personligt, at de bedste ledere kommer med en viden om det område, de skal lede.

Hvad er det vigtigste råd, du har fået fra en chef gennem tiderne? 

Det lyder næsten åndssvagt, fordi det er så basalt, men ”lad være med at skrive noget, når du er vred”. Det råd fik jeg af min mentor og leder for mange år siden, da jeg fik min første ledelsesrolle. Det lærte mig virkelig, at medmindre noget brænder, så kan man godt lige træde et skridt tilbage, give det lidt plads og så skrive noget ordentligt efterfølgende. Det er virkelig noget, man ikke må undervurdere som leder, for kommunikationen med dit team er noget af det allervigtigste mellem dig og dem. Her vil en dårlig situation stikke ud fra alt det gode, du ellers foretager dig, så tænk før du skriver.

Hvis du kunne give et godt råd til dig selv som ung leder, hvad skulle det være?

Følg dine instinkter. Med den viden jeg har nu, ville jeg have stolet mere på min mavefornemmelse tidligere. Og så ville jeg også have arbejdet mere på at udvikle min selvtillid.

Har du mødt en dårlig leder i dit arbejdsliv, og hvad var kendetegnet for den dårlige ledelse? 

Jeg har selv haft en leder, der ikke havde viden om det område, personen ledte, og som ikke ville stå ved, at det var vigtigt. Det blev meget svært for den person at opnå tillid fra mig og de andre omkring ham. Samtidig var personen heller ikke god til at give ros, når den var på sin plads. Jeg har ingen respekt for, når en leder tager holdets succes som sin personlige succes.

Hvad er det bedste ved at være leder? 

Det bedste ved at være leder er helt sikkert, at man er en del af noget større og med til at drive det til et endnu højere niveau, end man ville kunne have gjort alene. Det føles meget meningsfuldt for mig og det motiverer mig rigtig meget, når det ikke bare handler om, hvad jeg kan gøre, men om hvad vi kan gøre sammen.

Hvad er det sværeste ved at være leder? 

På det øverste ledelsesplan er det jo, at du har med mennesker at gøre, der har et liv, hus, børn og hund, og at det derfor er ekstremt vigtigt, at de beslutninger du træffer for forretningen, også er nogen, du kan sove godt med om natten. Jeg er meget bevidst om den etiske side af beslutningerne, og jeg forsøger derfor at skabe den bedst mulige balance mellem det etiske og forretningsmæssige. 

Har ledelse ændret sig, siden du blev leder for første gang?

Absolut. Jeg har helt sikkert udviklet meget mere tro på mig selv, og det smitter også af på mit privatliv. At lede så mange forskellige scenarier har gjort mig til den, jeg er nu. Og så synes jeg også, at forretningsforståelsen har givet mig et mere holistisk blik på, hvordan verden og mennesker fungerer, som jeg ikke havde før.

Hvad, tror du, bliver vigtigt for ledelse i årene fremover?

Jeg tror, at etik og empati bliver en gamechanger, både når man tænker på medarbejdere og klima. Her kommer vi ikke til at acceptere status quo, som det er blevet det de sidste 50 år. 

Hvordan har MeToo-bølgen ændret dit syn på ledelse?

Som kvinde i teknologi har jeg altid været meget bevidst om det, så det har som sådan ikke ændret mit syn, som det måske har åbnet andre lederes øjne for det. Men at MeToo har fyldt så meget har gjort, at jeg er blevet bekræftet i, at alle ledere skal være de gode eksempler og at der er behov for stærkt lederskab for at ændre det.

Hvordan sikrer vi en højere køns- og aldersdiversitet i ledelsen af KMD?

Diskussionen vi bør have er egentlig, HVORFOR diversitet er så vigtigt. Et element er jo, at man skaber en større forståelse for den forretningsmæssige værdi af anderledes tankegange, altså forståelsen af forskellig demografi og perspektiver, og så at finde ud af, hvordan vi kan tiltrække den diversitet og anderledes tankegang, der er brug for.

Hvordan kan den nuværende kønsmæssige lighed i Group Management fungere som en ledestjerne ude i forretningen?

Særligt kønsmæssig lighed er der jo blevet talt om i mange, mange år – også i KMD. Men jeg synes faktisk, det er forfriskende, at vi nu rent faktisk ER ligeligt fordelt på køn, og at vi også er mere diverse, når man ser på alder og internationalisering. Her er det vigtigere end nogensinde, at man handler på diversiteten, for medarbejderne kommer hverken nu eller i fremtiden til at acceptere, at ledelser ikke selv viser det gode eksempel.

Hvad er dit vigtigste mål som leder, hvis vi udelukkende taler om medarbejderne?

Jeg håber, at når medarbejderne engang rykker videre fra KMD, at de så ser tilbage på deres tid her og tænker, at jeg var den, der gav dem de råd, evner og udviklingsmuligheder, der gjorde en forskel for dem.