KMD ansætter ny strategichef fra SimCorp

Strategichefen hos SimCorp, Emil Pensdorf, skifter den 1. maj til KMD. Her får han ansvaret for strategi og M&A.
De strategiske ambitioner hos KMD tilføres nu yderligere et internationalt snit, når Emil Pensdorf fra 1. maj overtager ansvaret for Strategi og M&A.
Emil Pensdorf kommer fra en stilling som strategichef hos SimCorp. Han har blandt andet boet og arbejdet i Tokyo på den danske ambassade, mens han også har taget fag på Harvard i USA.
CEO i KMD, Per Johansson, glæder sig til at få Emil Pensdorf ombord.
“Emil kommer med en lang række kompetencer, som passer perfekt til den rejse, vi er på i KMD. Vi vil række ud mod verden og tilbyde vores branchespecifikke software til lande, der skal på samme digitaliseringsrejse, som vi har været på i Danmark og i de øvrige nordiske lande, hvor vi primært opererer med vores Financial Services-forretning. Det kræver en strategichef, som ved, hvad den rejse indebærer. Og det gør Emil,” siger Per Johansson.
Emil Pensdorf er cand. merc. fra Copenhagen Business School og bor i København. Udover SimCorp har han også arbejdet i Deloitte som management consultant. Begge steder har han arbejdet med eksekvering af virksomhedsstrategi og M&A. Erfaringer som han glæder sig til at overføre til KMD.
“KMD er en spændende virksomhed med dybe rødder i dansk digitalisering, men som også skal spille en rolle i den globale digitalisering af samfund og organisationer over hele verden. Det er en udfordring, som kræver en masse af KMD, men som også skal løftes i samarbejde med vores ejere NEC. Den opgave glæder jeg mig meget til at være en del af,” siger Emil Pensdorf.
Emil Pensdorf tiltræder stillingen 1. maj.
Kontakt KMD's presseafdeling
