KMD-ejerskifte på plads – NEC Corporation indsætter ny bestyrelse

Salget af KMD er netop faldet på plads, og den verdensomspændende japanske teknologikoncern NEC Corporation har overtaget ejerskabet af den danske it-koncern. Som led i ejerskiftet har NEC udpeget og indsat en ny bestyrelse i KMD. Ny formand for bestyrelsen er NEC's Executive Vice President, Masakazu Yamashina. Efter ønske fra NEC fortsætter tidligere KMD-formand Jens Due Olsen i bestyrelsen som næstformand.

På baggrund af de europæiske konkurrencemyndigheders formelle godkendelse af opkøbet af KMD har parterne netop kunnet gennemføre den sidste del af ejerskiftet. NEC Corporation har erhvervet den danske it-koncern fra den globale kapitalfond Advent International og det danske pensionsselskab Sampension.

Opkøbet af KMD er et led i NEC’s vækststrategi og udbygning af koncernens globale kompetencer inden for softwareudvikling. Handlen af KMD er det største virksomhedsopkøb for NEC og et af de største japanske opkøb af en udenlandsk softwarevirksomhed de seneste 10 år.

Ny KMD-bestyrelsesformand: Vi ønsker at løfte bidraget til samfundet

Som led i ejerskiftet har NEC Corporation indsat en ny bestyrelse med NEC's Executive Vice President, Masakazu Yamashina, i spidsen.

”Vi har i NEC set frem til denne dag. Potentialet i samarbejdet mellem NEC og KMD er betydeligt, og vi ønsker på baggrund af KMD’s eksisterende vækststrategi at videreudvikle KMD-forretningen i både den offentlige og den private sektor, herunder finanssektoren og energisektoren, som også er stærke kompetenceområder for NEC. Det er min overbevisning, at NEC’s teknologi, udviklingsressourcer og globale kapacitet står stærkt sammen med KMD’s solide ekspertise inden for digitalisering af forretningskritiske processer og opgaver. Fra NEC’s side er vi sikre på, at vi står foran en inspirerende tid, som i sidste ende skal munde ud i endnu bedre produkter til gavn for kunderne samt et tilhørende løft af vores bidrag til samfundet,” fortæller Masakazu Yamashina, ny formand for bestyrelsen i KMD.

KMD’s ledelse er også glad for, at det nye ejerskab er faldet godt på plads.

”KMD går nu ind i et tredje og helt nyt kapitel i virksomhedens historie. Fra offentligt ejerskab og kapitalfondsejerskab til nu at være en del af en verdensomspændende teknologiførende virksomhed. Det er yderst interessant og udfordrende at blive en del af et internationalt fællesskab, som har omdrejningspunkt omkring teknologiudvikling og dens understøttelse af samfundet. Vi ser meget frem til den kommende dialog med bestyrelsen, og vi er sikre på, at vi går en spændende og udviklende tid i møde,” siger Eva Berneke, administrerende direktør i KMD.

NEC er en af Japans største ICT virksomheder, og NEC var sidste år en af de virksomheder i verden, der ansøgte om flest patenter. NEC er blandt andet anerkendt for udvikling af førende software inden for biometrik, it-sikkerhed, kunstig intelligens og dataanalyse. NEC fokuserer også på forretningsområder inden for bl.a. telekommunikation og netværksteknologi.

Her er KMD’s nye bestyrelse

  • Masakazu Yamashina, bestyrelsesformand
  • Jens Due Olsen, næstformand
  • Tomoki Kubo
  • Toshiyuki Otake
  • Megumi Yamamoto
  • Kim Skovgaard, medarbejdervalgt
  • Thomas Bisballe, medarbejdervalgt
  • Henrik Harder Olsen, medarbejdervalgt

Om Masakazu Yamashina

Dr. Masakazu Yamashina er Executive Vice President i NEC Corporation. Han er øverste ansvarlig for NEC’s forretning inden for Safer Cities, som er et strategisk vækstområde for NEC på globalt plan. Dr. Masakazu Yamashina er endvidere Global Safety Officer for NEC Corporation og bestyrelsesformand for Northgate Public Services*. Dr. Masakazu Yamashina er uddannet ingeniør, har en ph.d. fra Tokyo Institute of Technology og er medlem af The Institute of Electrical and Electronics Engineers (IEEE).

* NEC købte britiske Northgate Public Services i januar 2018. Northgate Public Services udvikler software til den offentlige sektor og har blandt andet produkter inden for sundhed, miljø og ordenshåndhævelse.

Om NEC

NEC Corporation er en førende virksomhed inden for integration af it og netværksteknologier til gavn for både virksomheder og privatpersoner over hele verden. NEC-koncernen leverer "løsninger til samfundet", som fremmer person- og datasikkerhed, effektivitet samt rimelighed i verdens samfund. Med udgangspunkt i virksomhedens budskab, "orkestrere en bedre verden", er det NEC's mål at bidrage til at løse en lang række udfordringer og skabe ny samfundsmæssig værdi for morgendagens foranderlige verden. Læs mere på www.nec.com.

Om KMD

KMD er den største danske it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder, herunder over 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 5,6 mia. kr. og har cirka 3.200 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk.

Kontaktinformation

KMD, kommunikationschef Christoffer Hellmann, (+45) 25 29 17 84, che@kmd.dk