KMD indgår kontrakt med DSB om lønsystem for mere end 6500 medarbejdere

Rækker af togskinner med solopgang i baggrunden

It-virksomheden KMD har indgået en kontrakt med DSB om at levere et Software as a Service-lønsystem med tæt integration til DSB's øvrige systemer. Den nye, cloud-baserede løsning bygget på KMD Payroll Cloud vil fra efteråret 2023 frigøre både it- og løn-ressourcer hos DSB ved at sætte strøm til manuelle opgaver, samtidig med at DSB får direkte kontrol over egne data.

It-virksomheden KMD har indgået en kontrakt med DSB om at levere et Software as a Service-lønsystem med tæt integration til DSB's øvrige systemer. Den nye, cloud-baserede løsning bygget på KMD Payroll Cloud vil fra efteråret 2023 frigøre både it- og løn-ressourcer hos DSB ved at sætte strøm til manuelle opgaver, samtidig med at DSB får direkte kontrol over egne data.
 
Når de cirka 6500 medarbejdere i DSB fra efteråret 2023 får udbetalt deres løn, bliver det med hjælp fra et nyt lønsystem. It-virksomheden KMD har nemlig via et udbud vundet opgaven med at levere et nyt lønsystem baseret på en standard softwareløsning eller SaaS (Software as a Service), som bliver tilpasset DSB og integreret med DSB's eksisterende it-løsninger. En af disse løsninger er DSB's tidsevalueringssystem, som KMD også overtager vedligeholdelsen af.
 
DSB's kommende lønsystem bygger på cloud-løsningen KMD Payroll Cloud, der allerede bliver brugt af en række virksomheder som eksempelvis Deloitte, Grundfos, Telia og Flügger og fra efteråret 2022 også Salling Group.
 
"Vi er virkelig stolte over at skulle levere DSB's nye lønsystem og vedligehold af DSB's tidsevalueringssystem. Der venter en stor og kompleks opgave med at få implementeret løsningen og tilpasse den DSB's øvrige systemer, men vi har heldigvis et stærkt hold, der har stor erfaring med at levere til store virksomheder som DSB," siger Tom Johan Jensen, områdedirektør i KMD.
 
For DSB var det afgørende at få et lønsystem, som bygger på en standardløsning tilpasset DSB's specifikke behov, forklarer Mikael Feilberg, som er underdirektør for HR Services & Compensation i DSB:
 
"Vi glæder os til samarbejdet, som både vil frigøre ressourcer, øge vores datakvalitet og digitalisere en række manuelle processer, som vi bruger mange kræfter på i dag. KMD vandt samlet set på en høj kvalitet og en stærk metode og proces, når det gælder implementeringen af løsningen. Det betød også meget, at vi bliver en del af en løsning, som mange andre store virksomheder allerede bruger, så vi løbende kan udnytte nye features," siger Mikael Feilberg.

Kontrolcenter bringer DSB i kontrol med egne data

I KMD glæder områdedirektør Tom Johan Jensen sig over at have vundet udbuddet med et fokus på en moderne tilgang til udviklingen af software og den samlede proces.
 
"Samtidig gør det mig glad, at DSB har valgt KMD til opgaven baseret på høj kvalitet og stor tiltro til vores evne til at implementere løsningen og ikke bare på at levere den laveste pris. Det er et stærkt eksempel på, at vores strategi virker," siger Tom Johan Jensen. 

Som en del af aftalen leverer KMD også et kontrolcenter, der bringer DSB i kontrol med egne data og leverer automatiserede processer for at sende filer til tredjeparter såsom SKAT, e-Boks, Nets med flere. Samtidig skal KMD levere løbende vedligehold af tidsevaluering på DSB's egen løsning, både i forhold til generelle overenskomster samt DSB's lokalaftaler.

Om DSB

DSB er en selvstændig offentlig virksomhed, der er ejet af den danske stat ved Transport- og Boligministeriet, og som skal sikre jernbanevirksomhed hele landet i medfør af lov om jernbane. DSB's overordnede formål er, at der skal være 'Plads til alle på rejsen mod det bæredygtige'. Formålet er baseret på DSB's samfundsopgave med at afhjælpe trængslen og være et klimavenligt transportalternativ til biltrafikken, fordi en velfungerende kollektiv transport er et afgørende element i den grønne omstilling. DSB har samlet set omkring 6500 ansatte og havde i 2021 over 118 mio. rejser.

Om KMD

KMD er en af de største danske it-virksomheder, der udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, hvoraf cirka 800 er danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 4,9 mia. kr. og omkring 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, en førende global virksomhed inden for integration af it- og netværksteknologier.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef