Kunstig intelligens sat ind for at forbedre sagsbehandlingen i Nævnenes Hus

Mand på kontor kigger i arkivskab

Nævnenes Hus i Viborg er styrelse for en række offentlige nævn, som træffer afgørelser i konfliktsager mellem borgere, virksomheder og myndigheder. Machine learning-teknologi og statistisk modellering fra KMD er nu blevet sat ind for bl.a. at lette sagsbehandlingen og forkorte sagsbehandlingstiden.

Er der tidligere truffet afgørelse på et givet område? Hvordan er de faldet ud? Hvor mange sager har vi på området, og hvordan fordeler sagerne sig over en årrække? Den slags forespørgsler lander ofte på medarbejdernes bord i Nævnenes Hus i Viborg, som siden 2017 har været ansvarlig for sekretariatsbetjening af en lang række offentlige nævn. Medarbejderne i styrelsen arbejder med at træffe afgørelser, der både viderefører tidligere praksis på området og danner præcedens for lignende sager i fremtiden.

Med hjælp fra kunstig intelligens og statistisk modellering kan medarbejderne nu få hurtigere svar på komplekse forespørgsler, som kræver indsigt i enorme mængder sagsmateriale. KMD har udrullet en løsning, som sættes i drift efter et succesfuldt pilotprojekt i Nævnenes Hus. Mere end 90 % af de brugere, som testede løsningen over tre måneder i deres sagsbehandling, vurderede, at de kunne spare tid med systemet.

”Tidligere kunne en sagsbehandler bruge dage på at finde lignende sager, når en klagesag skulle vurderes. Med den nye AI-løsning kan det gøres på få timer. Potentialet er stort, og derfor har vi valgt at udrulle løsningen fuldt,” fortæller vicedirektør i Nævnenes Hus John Grøne.

Styrket og effektiviseret retssikkerhed ved brug af AI som beslutningsstøtte

KMD-løsningen skaber værdi for Nævnenes Hus ved dels at kunne matche lignende sager på tværs af store og komplekse sagsarkiver, dels ved at kunne fungere som beslutningsgrundlag på baggrund af historiske data. Det er væsentligt, at det ikke er den kunstige intelligens, der træffer afgørelsen, men at den giver input til sagsbehandleren, som derved får et styrket beslutningsgrundlag.

”Jo mere AI, vi får i vores løsninger, desto større krav bør der også stilles. Der skal eksempelvis ikke være en AI-baseret algoritme, som alene foretager beslutninger – tværtimod skal algoritmen bruges som et støttende værktøj til sagsbehandleren. Derudover skal man have en grundig afdækning af, hvordan eventuelle bias kan påvirke sagsbehandlingsprocessen negativt. På den måde kan kombinationen af AI og sagsbehandler hjælpe til at skabe en effektiv proces, hvor borgerne får en hurtig og retfærdig sagsbehandling,” udtaler data scientist Emil Sarauw Rasmussen fra KMD.

Løsningen i Nævnenes Hus skal ikke bare sørge for, at der hurtigst muligt kan træffes rigtige afgørelser. Vicedirektør John Grøne forestiller sig også, at man på den lidt længere bane kan skrue op for transparensen, så borgere, virksomheder og førsteinstanser lettere kan orientere sig i tidligere afgørelser på lignende sager og på den måde måske undgå at træde ind i et langstrakt sagsforløb, der koster tid og ressourcer for alle parter.

“Det, nævnene kommer frem til, skal landets 98 kommuner rette ind efter. Hvis vi kan gøre nævnenes praksis og retsstillingen tydeligere, vil vi som samfund vinde en del i form af bedre retssikkerhed samt sparet tid og frustration over klager senere i forløbet. Det perspektiv er meget interessant,” slutter John Grøne.

Om Nævnenes Hus

Oprettet som en selvstændig styrelse under Erhvervsministeriet i 2017. Styrelsens opgave er at sekretariatsbetjene 19 domstolslignende nævn, herunder bl.a. Planklagenævnet Miljø- og Fødevareklagenævnet og Energiklagenævnet. Nævnenes Hus modtager årligt cirka 10.000 klager, som skal afgøres.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef