NEXT vælger KMD til nyt pilotprojekt

Lærere taler sammen på lærerværelse

En af Danmarks store erhvervs- og gymnasieskoler NEXT Uddannelse København, som har ca. 7.000 årselever svarende til mere end 35.000 cpr-numre, har valgt KMD til at levere et pilotprojekt, der skal bane vejen for et nyt studieadministrativt system i skolen. Pilotprojektet løber foreløbigt et år og forventes at resultere i fuld implementering af KMDs nyudviklede Studica-løsning hos NEXT.

Rapportering af karakterer, indberetning af elevtal og skemalægning. Administrative opgaver er der nok af i en skole med over 7.000 årselever svarende til mere end 35.000 cpr-numre, og en af Danmarks store erhvervs- og gymnasieskoler NEXT Uddannelse København har derfor hyret it-virksomheden KMD til at drive et pilotprojekt, der skal bane vejen for et nyt administrativt system på skolen. NEXT indgår i en såkaldt co-creation proces med KMD, hvor man analyserer de processer, det kommende system skal løse og sammen udvikler teknologien til dette. Efter pilotprojektets udløb er hensigten at implementere KMDs Studica-løsning i daglig drift.

- Vi vil gøre vores forarbejde ordentligt, og vi ved, at kortlægningen af processer og workflows er afgørende for en vellykket implementering. Derfor har vi valgt at indgå et samarbejde med KMD, som skal udmønte sig i en skitse til en fremtidssikret platform. Vi får her en unik mulighed for at påvirke udviklingen af vores potentielle system, inden det eventuelt implementeres. Det mener vi er en optimal måde at samarbejde på, og vi ser frem til at starte pilotprojektet med KMD, siger ressourcedirektør Kim Saastamoinen-Jakobsen fra NEXT Uddannelse København.

Jan Gaardboe, direktør for uddannelse og arbejdsmarked i KMD supplerer.

- Vi er begejstrede over, at NEXT har valgt at indgå samarbejde med KMD. Nye krav om digitalisering og sammenhængskraft skyller ind over uddannelsessektoren i disse år, og vi ser frem til at bistå NEXT i at geare organisationen til en mere dynamisk fremtid.

Udvikler sammen med NEXT 

Studica-platformen bygger på Microsoft Azure-teknologi og KMDs egen Logic-platform. Disse teknologier er skalerbare og gør det nemmere at fokusere processer og behov hos NEXT frem for systemets opsætning og ydeevne.

- Det har været super spændende at udvikle Studica-platformen. Vi har allerede indgået en række pilotprojekter med erhvervsskoler og gymnasier rundt om i landet, og nu får vi én af Danmarks store erhvervsskoler med på den nye bølge, hvor NEXT sammen med os udvikler platformen fra ide til køreklar løsning. Det er en ny måde at udvikle tunge kerneløsninger på, og vi mærker allerede markant interesse fra hele undervisningsmiljøet. De første projekter er forløbet godt, og skolerne har fået skræddersyede løsninger med afsæt i standardsoftware. Det er et koncept, som vi har store forventninger til, siger Jan Gaardboe.

I takt med at der lukkes ned for Undervisningsministeriets EASY-løsning og flere erhvervsskoler får behov for nyt studieadministrativt system forventer Jan Gaardboe således, at Studica vil opnå markant vækst. 

Om KMD

KMD er den største danske it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder, herunder over 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 5,6 mia. kr. og har cirka 3.200 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier. Læs mere på www.kmd.dk.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef