Ny CO2-beregner hjælper med at indfri klimamål: “Både jordens og kommunekassernes ressourcer er knappe”

Magnolietræ og blå himmel

En ny CO2-beregner fra KMD udmærker sig ved at automatisere CO2-regnskaber og tydeliggøre, hvor skoen trykker klimamæssigt i scope 1, 2 og 3. Det gør det muligt at rapportere præcist med afsæt i forbruget af styk, liter eller kilo. Tre nye kommuner har indkøbt beregneren allerede ved lancering.

Når klimaregnskaber skal opgøres, har virksomheder, organisationer og kommuner hidtil haft fokus på scope 1 og 2. Kategorien scope 3, der dækker over indirekte emissioner fra køb, brug og bortskaffelse af varer og ydelser, er nemlig så kompleks og omfattende at redegøre for, at de færreste har ressourcer til det, og derfor i mange tilfælde helt fravælger det.

Men med KMD CarbonKey er det nu muligt at lave et samlet og automatiseret regnskab på tværs af de tre klimakategorier. Den kobler således samtlige indkøbsdata med en emissionsfaktor for CO2-aftrykket, så klimaaftrykket opgøres på baggrund af indkøbte enheder som liter, kilo og arbejdstimer i stedet for priser. Det gør regnskabet mere retvisende og mindre følsomt over for fx inflation.

Det samlede regnskab er særligt vigtigt for klimaet og for økonomien i eksempelvis kommuner, hvor scope 3 typisk udgør mellem 80-95 % af al CO2-udledning. Derfor er beregneren udviklet og testet på baggrund af data fra fire kommuner, herunder Samsø Kommune. Resultatet af CO2-beregneren er så lovende, at de øvrige medlemskommuner af Fællesindkøb Midt - Hedensted, Horsens og Odder - også har valgt at indgå aftale om CO2-beregneren, som KMD netop har lanceret på markedet.

”Vil vi rykke på klimadagsordenen, er det især udledninger i scope 3, vi bør se nærmere på. CO2-beregneren fra KMD giver os retvisende klimaregnskabsdata med afsæt i forbruget af styk, liter eller kilo i stedet for omkostninger til køb af enheder. Ved hjælp af en scenarieberegner er det muligt at lave cost-klimabenefit-analyser, når vi skal prioritere indsatser. Og prioritere skal vi, for det er ikke kun jordens ressourcer, der er knappe, men også kommunekassernes,” siger Jesper Langkjær, udbuds- og indkøbschef for Fællesindkøb Midt.

Solide data til at indfri klimamålsætninger

For KMD er det netop formålet med KMD CarbonKey, at den skal hjælpe kommuner, virksomheder og organisationer med at prioritere og træffe grønnere beslutninger på et solidt grundlag af data.

Derfor benyttes emissionsfaktorer med høj præcision, der sammen med en løbende indlæsning af fakturadata sikrer et CO2-regnskab, der altid er opdateret og retvisende for scope 1, 2 og 3. Arbejdet hen mod en mere klimavenlig organisation understøttes også ved, at CO2-beregneren giver mulighed for at regne på effekten ved fremtidig implementering af forskellige scenarier for fx omlægning af indkøb.

”Der er opsat enormt mange ambitiøse klimamålsætninger, og skal man for alvor indfri dem, så kræver det, at man har et solidt datagrundlag til at understøtte beslutningerne. Derfor skal det være nemt at få et overblik over sit samlede CO2-regnskab, det skal være nemt at få øje på sine blinde vinkler, og det skal være nemt at se, hvor og hvordan konkrete ændringer gør en forskel,” siger Merete Søby, direktør for Data Driven Solutions i KMD.

Baseret på internationale standarder og 80.000 varekategorier

De underliggende beregninger i CO2-beregneren er udført af klimaeksperter fra Viegand Maagøe, der er specialiserede i grøn omstilling og energi- og ressourceforbedringer. Beregningerne er baseret på internationale standarder og dækker mere end 80.000 varekategorier.

"Målet er, at kommuner og virksomheder kan autogenerere et grønt månedsregnskab på samme måde, som de i dag laver deres finansielle regnskaber. Det vil skabe et kvantespring i ESG-rapporteringen,” siger Søren Eriksen, administrerende direktør i Viegand Maagøe.

CO2-beregneren sørger selv for at indsamle de relevante data fra fx indkøbssystemet, og analysen kan derfor foretages uden en forudgående og ressourcekrævende indsamling af data fra virksomheden.

KMD CarbonKey er en del af KMD's digitale, datadrevne løsninger inden for bæredygtighed, der målrettet understøtter virksomheder og organisationer i at skubbe den grønne omstilling fremad.

Om CO2-beregneren

  • CO2-beregneren KMD CarbonKey giver en konkret og automatiseret analyse over en kommune, virksomhed elle organisations samlede udledning af drivhusgasser på scope 1, 2 og 3.
  • CO2-beregneren kan både udregne den samlede udledning bagudrettet, men den kan også se, hvor man bør mindske sin CO2-udledning og hvilken effekt det vil have, hvis man vælger nye løsninger.
  • KMD CarbonKey er netop lanceret i november 2022. Fire kommuner har testet løsningen, og klimaeksperter fra Viegand Maagøe har udregnet de underliggende klimatal bag KMD CarbonKey.
  • CO2-beregneren er baseret på internationale standarder. Blandt andet bruges klassifikationssystemet UNSPSC, der har mere end 80.000 varekategorier, til en præcis fastsættelse af varetypen for hvert enkelt indkøbt produkt.
  • I udviklingen af KMD CarbonKey har KMD haft adgang til omfattende klimadata fra kommunerne Samsø, Sønderborg, Odense og Oslo.

Læs mere om KMD CarbonKey her

Om KMD

KMD er en af de største danske it-virksomheder, der udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, hvoraf cirka 800 er danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 4,8 mia. kr. og mere end 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, en førende global virksomhed inden for integration af it- og netværksteknologier.