Nyt advisoryboard skal gøre fodboldklubber og KMD til datavindere

Fodbold er i dag big business, og de professionelle fodboldklubber benytter i stigende grad big data i jagten på succes. Den danske it-koncern KMD har igennem det seneste års tid intensiveret arbejdet med at forbedre sportspræstationer gennem målrettet brug af data. Fodbold er et af de store fokusområder, og nu styrker KMD indsatsen igennem et nyt Advisory Board, der skal være med til at løfte og videreudvikle fodbolden igennem bedre brug af data. De to første medlemmer bliver Mads Davidsen, teknisk direktør i Shanghai SIPG F.C., og Kenneth Cortsen, P.h.D. i Sport Management og ekstern underviser på University of San Fransisco.


Professionel brug af data for at optimere præstationer vinder i stigende grad indpas i sportens verden. Inden for fodbold har de største internationale klubber arbejdet på området i en årrække. Ved det seneste VM benyttede flere landshold dataeksperter, herunder det danske landshold, der samarbejdede med it-virksomheden KMD.

Selvom brugen af data ikke er helt nyt inden for fodbold, så er området stadig i sin vorden, og der er store muligheder for at forbedre brugen af data.

- Den teknologiske udvikling er eksploderet de seneste år. Som fodboldspiller er det i dag lige så naturligt at tage en GPS-sender på, som det er at tage sine benskinner og fodboldstøvler på. I fodbold vrimler det med data, og der er kommet et stigende behov for at bearbejde og præsentere dem på en intelligent måde, der skaber mere værdi. Det vil vi gerne være med til at forbedre i Danmark blandt fodboldklubberne, fortæller chefkonsulent i KMD Frans Hammer.

Internationale profiler skal løfte brugen af data i Danmark

For at løfte indsatsen på området etablerer KMD nu et nyt Advisory Board. De to første medlemmer bliver Mads Davidsen, teknisk direktør i Shanghai SIPG F.C., og Kenneth Cortsen, P.h.D. i Sport Management og ekstern underviser på University of San Fransisco.

- I Shanghai har vi lige fra min indtrædelse haft stort fokus på processen med at gå fra "at tro" til "at vide". Vi har bl.a. i min tid brugt data til at analysere os frem til, hvor vi skal placere vores 55 talentakademier i Kina. Jeg er derfor rigtig glad og stolt over, at jeg kan være med til at bruge noget af min fodboldfaglige viden til at udvikle fodbolden yderligere. Jeg har jo været med i udviklingen og modningen af KMD's fodboldprojekt igennem det seneste år, og jeg har set hvor stor mening, det har at have de kompetencer og viden om data i en international klub som vores, siger Mads Davidsen.

Kenneth Cortsen, der er Ph.d. i Sport Management ekstern underviser på University of San Fransisco, har igennem de seneste mange år forsket i sammenhængen mellem præstationer på og uden for banen og har savnet, at klubberne i Danmark bruger data.

- Når jeg ser til bl.a. USA, så går udviklingen kun én vej. Alle hold på tværs af idrætter bruger massive ressourcer på data. Ikke kun på spillet men også på at forbedre deres produkt. Der er vi ikke i Europa og slet ikke i Danmark. Jeg ser derfor store perspektiver i et samarbejde med KMD. Vi har forskningsmæssig viden, og KMD kan levere hele dataarbejdet. Klubberne skal med nu, hvis de ikke skal løbes over. Svaret på mange af de udfordringer klubberne i Danmark står med, i den kommercielle del af forretningen, handler om bedre brug af data. Det arbejde vil jeg meget gerne være med til at understøtte, siger Kenneth Cortsen.

Sportsdata bliver nøgleområde for KMD

For KMD er etableringen af et Advisory Board også det næste skridt mod udvikling af forretningsområdet, sport og data.

- I KMD har vi det seneste år testet forskellige pilotprojekter på plænen og fundet en model, der skaber stor værdi for både klub, træner og spiller. Nu sætter vi endnu mere fart på udviklingen af forretningsområdet ved at nedsætte et Advisory Board med nogle af de nøglepersoner, der har understøttet os i den proces. Vi har som dataeksperter også brug for eksterne input inden for Best Practise, og det kan det nye Advisory Board bidrage med. I sidste ende skulle det med gerne være med til at løfte vores bidrag til gavn for fodboldklubberne, siger Frans Hammer.

Om KMD

KMD er den største danske it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD Business er en erhvervsrettet forretningsenhed i KMD-koncernen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder, herunder over 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 5,6 mia. kr. og har omkring 3.500 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension. Læs mere på www.kmd.dk

KMD er officiel datapartner for DBU. Samarbejdet blev sparket i gang op til VM, men fortsætter efter slutrunden med fokus på den kommende EM-kvalifikation og Nations League-turnering, ligesom de øvrige landshold også er omfattet datapartnerskabet mellem DBU og KMD.

Læs mere om KMD, sport og data på www.kmd.dk/sport
Læs mere om Mads Davidsen på https://madsdavidsen.com/
Læs mere om Kenneth Cortsen på http://kennethcortsen.com/

Kontaktinformation

KMD, kommunikationschef Christoffer Hellmann, mobil (+45) 25 29 17 84, che@kmd.dk