Kulturen i KMD er ikke gennemtrængende dansk, polsk eller noget helt tredje – den er universel og giver plads til mangfoldighed

Portræt af Anna Maria Kozakowska

KMD’s Anna Maria Kozakowska kommer fra Polen, men siden universitet har hun haft et nært forhold til Danmark. Derfor har den danske ambassade kontaktet hende i forbindelse med et event, hvor dansk arbejdskultur og teknologi skal videreformidles til polske unge, der drømmer om en international karriere.

I 2008 tog Anna Maria Kozakowska de første skridt ind i dansk erhvervsliv, da hun startede som studentermedhjælper på Århus Erhvervsakademi. Her arbejdede hun, imens hun læste en professionsbachelor i Multimedie design og kommunikation, som sidenhen blev til en bachelorgrad i E-Concept Development. I dag sidder Anna Maria Kozakowska som ansvarlig for Corporate Business Intelligence i KMD, hvor hun står for behandling af datakvalitet. I et samarbejde med den danske ambassade er Anna Maria Kozakowska blevet udvalgt til at sætte fokus på at søge arbejde udenlands, ved at fortælle polske unge om sin udvikling fra udvekslingsstuderende til afdelingsleder i en dansk it-mastodont.

Da Anna Maria Kozakowska i 2008 rejste til Danmark for at studere og arbejde, blev hun særdeles overrasket over de transparente og menneskelige forhold, som tydeliggjorde sig i de danske virksomheder. I Polen var hun vandt til en tydelig opdeling mellem privat- og arbejdsliv, og ikke mindst klare hierarkier i organisationen:

”Når jeg skal sammenligne danske og polske virksomheder, plejer jeg normalt at bruge et boks-metafor. I den polske kultur er vi meget stringente, og arbejder indenfor den ramme af arbejdsopgaver, der står i vores jobbeskrivelse. Vi begynder altså ikke lige pludselig at varetage opgaver i andre afdelinger – ikke fordi vi ikke gider, men fordi vi arbejder indenfor den boks, som vores rolle er dannet omkring,” fortæller Anna Maria Kozakowska, Head of Department i Data Quality og Master Data Management i KMD. Hun fortsætter:

”Derudover er privatlivet ikke noget vi berører på arbejdspladsen, og jeg husker tydeligt en episode til en præsentationsrunde med polske og danske kollegaer. Her fortalte vores polske kollegaer meget formelt om deres tidligere arbejdserfaring, jobområde og uddannelse – hvorimod de danske begyndte at snakke om fritidsinteresser, ferie, familie og meget mere. Det var vi meget overrasket over”, griner Anna Maria Kozakowska.


Jeg husker tydeligt en episode til en præsentationsrunde med polske og danske kollegaer. Her fortalte vores polske kollegaer meget formelt om deres tidligere arbejdserfaring, jobområde og uddannelse – hvorimod de danske begyndte at snakke om fritidsinteresser, ferie, familie og meget mere. Det var vi meget overrasket over.

Anna Maria Kozakowska, Head of Department i Data Quality og Master Data Management i KMD

Men det var ikke kun på privatlivsfronten at Anna Maria Kozakowska mærkede en forskel fra de vante rammer i Polen - ledernes betroende tillid overraskede hende ligeså. Og det kunne hun faktisk rigtig godt lide. I Polen skulle man normalt gøre sig fortjent til tillid, men i Danmark følte hun i højere grad at denne tillid var givet, og at man snarere skulle modbevise sin leder, hvis ikke man fortjente den. I tidligere konstellationer følte hun heller ikke, at hun fik muligheden for at udfolde sin kreativitet, grundet stringent struktur og tydelige hierarkier. Men med tillid fra sin leder, samt mere ansvar og indflydelse fik hun mulighed for proaktivt at udfolde sig i sin rolle.

”Den enorme tillid man får, som medarbejder i en dansk virksomhed, kan godt skabe en smule frustration, når man kommer udefra. For når ingen kontrollerer mig, ingen fortæller mig hvad jeg skal gøre, og ingen overvåger mit arbejde – så kan man måske godt føle, at min leder er ligeglad med mit arbejde. Men når man så begynder at indse, at alt den tillid gives fordi ens leder tror på én, og for at medarbejderen skal have mulighed for at udfolde sin kreativitet og tage ansvar – så taber man kæben. Det handler om frihed under ansvar,” understreger Anna Maria Kozakowska.


Når man så begynder at indse, at alt den tillid gives fordi ens leder tror på én, og for at medarbejderen skal have mulighed for at udfolde sin kreativitet og tage ansvar – så taber man kæben.

Anna Maria Kozakowska, Head of Department i Data Quality og Master Data Management i KMD

Selvom der ikke er nogle danske KMD’ere, som arbejder på det polske kontor i Warszawa, påpeger Anna Maria Kozakowska alligevel, at kulturen ikke nødvendigvis er anderledes. Hun mener ikke, at vi kan tale om én bestemt dansk kultur i KMD – men snarere en universel kultur, som bæger præg af forskellige nationaliteter og specialister.

”Kulturen i KMD er ikke gennemtrængende dansk, polsk eller noget helt tredje – den er universel og giver plads til mangfoldighed. Dette hænger selvfølgelig dels sammen med at vi er en international virksomhed, men i lige så høj grad fordi vi er en organisation bestående af et hav af forskellige specialister. Det er rart at være en del af en organisation, hvor der er plads til forskellighed og et sted hvor kulturer mødes,” fortæller Anna Maria Kozakowska med et smil på læben.

Til de kommende events vil Anna Maria Kozakowska fokusere på at understrege vigtigheden af at følge ens drømme, og søge ind i det skandinaviske erhvervsliv, hvis det er dét man går og drømmer om. Og hun er ikke i tvivl om at den næste generation af frie og mulighedssøgende unge er de helt rette til at løfte fremtidens erhvervsliv.