To unge mænd sidder og kigger ned på ting på et bord

KMD har indgået et samarbejde med Psykiatrifonden, der har udviklet et interaktivt og digitalt læremiddel til folkeskolen, som hedder TRIV NU. Samarbejdet betyder, at TRIV NU er tilgængeligt i læringsplatformen MinUddannelse, så lærerne let kan danne sig et overblik og få adgang til materialet. På den måde får lærerne også mulighed for at bruge materialet i undervisningsforløb og i planlægningen af årsplaner.

Folkeskolerne har fået et nyt, digitalt læremiddel, der kan hjælpe med at skabe trivsel og glæde i klasselokalerne ude på folkeskolerne.

Det digitale og interaktive læremiddel hedder TRIV NU og er udviklet af Psykiatrifonden sammen med 300 lærere og 8000 elever på 40 skoler og er målrettet 4.-9. klasse i folkeskolen og deres lærere. Korte og simple videoer guider lærerne gennem et univers af forskellige interaktive øvelser og aktiviteter, som de bl.a. kan tilgå via smartphones og tablets via UNI-login.

Materialet og aktiviteterne sætter fokus på klassens trivsel og elevernes personlige styrker. Formålet er at skabe selvværd og styrke klassefællesskabet og på den måde forebygge mistrivsel.

- God mental sundhed og læring i skolen hænger sammen. Elever, der har gode sociale og emotionelle færdigheder, klarer sig generelt bedre fagligt end andre elever. Dårlig mental sundhed og mistrivsel øger risikoen for udvikling af psykiske symptomer og lidelser senere i livet. Et positivt og inkluderende læringsmiljø i skolen kan have en afgørende betydning for børn og unges udvikling af mental sundhed, siger konstitueret programchef i Psykiatrifonden, Katrine Finke.

Som en del af indsatsen med at udbrede kendskabet - og muligheden for at bruge TRIV NU-materialet i læringsplatformene - er Psykiatrifonden og KMD gået sammen om at gøre materialet tilgængeligt i MinUddannelse.

- Vi er glade for samarbejdet, og det er positivt, at kendskabet til TRIV NU bliver udbredt via den digitale læringsplatform og giver brugere af MinUddannelse mulighed for at bruge materialet i undervisningsforløb og i planlægningen af årsplaner, siger Katrine Finke.

Find materialet i MinUddannelse

Brugere af MinUddannelse kan allerede nu finde materialet i læringsplatformen og let komme videre ind på TRIV NU’s hjemmeside og tilgå platformen.

- Vi er glade for at kunne udbrede kendskabet til Psykiatrifondens projekt TRIV NU. Trivsel er et vigtigt emne at tage fat på som lærer i folkeskolen, og i MinUddannelse sørger vi for, at lærerne hurtigt kan få adgang til TRIV NU-materialet. De kan simpelthen planlægge forløbene direkte i deres årsplan i MinUddannelse, når de alligevel arbejder med at gøre klar til undervisningen, siger Jan Gaardboe Jensen, uddannelsesdirektør i KMD, og uddyber:

- På den måde kan forløbene også hjælpe med at kvalificere lærerens arbejde med at samle op på elevernes alsidige udvikling – et arbejde, der kan foregå i elevplanen i Minuddannelse, så også her giver vores samarbejde omkring at få TRIV NU ind i platformen god mening.

 Foto: Psykiatrifonden